Respekt For Menneskeliv

Nej, tværtimod. Men det er en af abortlobbyens foretrukne kæpheste, som med jævne mellemrum bliver trukket af stalden og ukritisk refereret i medierne.

Det seneste eksempel er en undersøgelse i det ellers velanskrevne internationale fagtidsskrift Obstetrics and Gynecology, hvor forfatteren, David Grimes, en kendt amerikansk abortlæge og propagandist for ”sikre” aborter, når til den konklusion, at der er en langt større dødsrisiko forbundet med at føde et barn end med at få foretaget en abort. Det gør han ved at sammenligne den officielle amerikanske statistik over dødsfald blandt gravide og fødende kvinder med de angivelser af dødsårsagen, man kan finde på dødsattesterne.

Det lyder jo umiddelbart ganske rimeligt – lige indtil man får at vide, at man i USA som hovedregel ikke anfører abort som dødsårsag på dødsattester! I stedet skriver man den rent medicinske årsag til, at kvinden døde – og altså ikke, at den tilstand, der forårsagede døden, indtraf i forbindelse med et abortindgreb.

Det er baggrunden for, at Grimes kan hævde, at så godt som ingen kvinder dør af aborter. Var han i god tro? Det er vanskeligt at forestille sig. Under alle omstændigheder er det en dybt pinlig sag for redaktionen af tidsskriftet, som for det første burde have foretaget en kritisk gennemlæsning af ”undersøgelsen,” inden den gik i trykken, og yderligere have studset over, at der i teksten ikke – som det er ellers er almindelig praksis – var referencer til og diskussion af tidligere undersøgelser.

Sådanne undersøgelser findes faktisk, f.eks. en finsk undersøgelse, som har vist, at kvinder, der har fået abort, dør 4 gange oftere i det følgende år, end kvinder, der har født. En undersøgelse foretaget i Californien har givet et lignende resultat.

Hertil kommer en helt ny australsk undersøgelse, offentliggjort i tidsskriftet Age and Ageing, hvor man har sammenlignet levealderen hos 1500 kvinder, der i 1940’erne og 1950’erne fik mange børn, med levealderen hos barnløse kvinder i samme generation. Her viste det sig, at kvinder med to børn havde en 17 % lavere risiko for at dø inden for 16 år efter den sidste barnefødsel end barnløse, 20 %, hvis de havde tre børn osv. Kort sagt, jo flere børn, jo længere liv.

Undersøgelsens forfattere kan ikke pege på en enkelt årsag til, at det forholder sig sådan. Årsagerne, siger de, kan både være hormonale eller relateret til de pågældende kvinders livsstil.

Norges sundhedsminister Anne Grethe Strøm-Erichsen gør det til en embedspligt for alle praktiserende læger at henvise til abort

Norske læger, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at udskrive potentielt abortfremkaldende prævention eller henvise kvinder til abort, risikerer fremover at miste deres job. Det er konsekvensen af en instruktion udsendt af sundhedsminister Anne Grethe Strøm-Erichsen, der slår fast, at man ikke længere vil tolerere særstandpunkter blandt praktiserende læger.

Den officielle begrundelse er, at man i ministeriet skulle have modtaget klager fra kvinder, der er blevet afvist af deres læge, men det har ingen sundhedsmyndigheder i Norge efterfølgende kunnet dokumentere. Hidtil har det været sådan, at norske læger – ligesom deres danske kolleger – har kunnet afvise at henvise kvinder til abort, fordi der ikke er tale om patienter, der er syge og har behov for lægehjælp, med mindre man da anser graviditet for en sygdom. Derfor er der, som protesterende læger har fremhævet i den norske debat, tale om et groft autoritært overgreb mod lægestanden og i særdeleshed de læger, som ønsker at overholde klassiske lægeetiske normer.

Læs mere i RFM nyt nr. 1 2012, som du kan finde ved at klikke på billedet af bladets forside i højre side.

Det måtte jo komme! To filosoffer med speciale i etik fra hhv. Monash University i Melbourne (Australien) og ”The Oxford Uehiro Centre for Practical Ethics (England) har i det ansete tidsskrift Journal of Medical Ethics publiceret en artikel, hvor de argumenterer for, at hverken fosteret eller det nyfødte børn kan anses for personer og derfor heller ikke har krav på retsbeskyttelse. Det er forældrenes interesser, der i alle tilfælde går forud for barnets: ”Vores påstand er, at det at dræbe et nyfødt barn i etisk forstand kan anses for legitimt under præcis de samme omstændigheder, som når man foretager en abort. Sådanne omstændigheder kan foreligge, hvor den nyfødte har mulighed for at få en i det mindste tålelig tilværelse, men hvor familiens velfærd er truet.”

Det, der er tale om, er med andre ord ikke eutanasi, hvor lægen i princippet bestræber sig på at tjene patientens interesser. Derfor anvender de to filosoffer også et andet udtryk ”after birth abortion”, altså  ”abort efter fødslen” – sandsynligvis for at undgå at anvende udtrykket barnemord.  

Hvor lang tid efter fødslen bør man så ifølge artiklens forfattere frit kunne ombringe sit barn? Den afgørelse foretrækker de at overlade til neurologer og psykologer, som bedre vil kunne fastsætte et tidspunkt for, hvornår barnet har udviklet en jeg-bevidsthed, der kan give det status af ”person”.  

Men logisk og klart tænkt er det da, ikke sandt? Har man sagt A, hvorfor så ikke også sige B? Her føler vi imidlertid trang til at citere den engelske forfatter og tænker G.K. Chesterton for denne bemærkning: ”Den gale er ikke et menneske, som har mistet sin forstand. Den gale er et menneske, som har mistet alt undtagen sin forstand.”