Ledende kræfter inden for FN-systemet har i årevis forsøgt at få provokeret abort anerkendt som en menneskeret for på   den måde at kunne lægge pres på lande med en restriktiv abortlovgivning.

I sommermånederne, hvor mediernes opmærksomhed på, hvad der sker i FN, erfaringsmæssigt er meget begrænset, udsendte Sekretariatet en rapport fra FN’s Råd for Menneskerettigheder, der opfordrer alle lande til at vedtage lovgivning, der giver kvinder og piger adgang til abort, således at de, som det hedder, fuldt ud kan gøre brug af deres menneskerettigheder.

 Rapporten betegner lovgivning, der begrænser adgangen til abort, som en utilladelig hindring for kvinders adgang til at modtage sundhedsydelser. Samtidig understreges det, at det ikke er tilstrækkeligt blot at fjerne de lovgivningsmæssige hindringer for abort – de enkelte lande har også pligt til at sørge for, at der forefindes abortklinikker, tilstrækkeligt uddannet personale og tidssvarende udstyr.

 Endvidere påstås det i rapporten – stik imod al sagkundskab – at der ikke findes dokumentation for, at kvinder har risiko for at få psykiske problemer efter et abortindgreb. Tværtimod mener man, at abort bør være tilgængelig for alle af hensyn til kvinders psykiske helbred.

 Rapporten blåstemples af FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, som indledningvis skriver, at han ”har den ære” at forelægge rapporten for FN’s Generalforsamling. Sidste gang, Ban Ki-moon forsøgte at koble abort sammen med menneskerettigheder, var i 2010, da han sammen med højkommissæren for menneskerettigheder, den sydafrikanske feminist Navanethem Pillay,  ligeledes forsøgte at manipulere Generalforsamlingen i forbindelse med forelæggelsen af FN’s udviklingsmål.

 Det skal tilføjes, at FN’s Råd for Menneskerettigheder i et ikke ubetydeligt omfang er et råd, hvor man har sat ulve til at vogte får – p.t. med repræsentanter for medlemslande som Nigeria, Libyen, Kina, Saudi Arabien, Indonesien og Cuba.

Abortmodstanden har fået en ny dimension i USA, efter at The National Black Prolife Coalition har sat fingeren på det ømme punkt: at 363.705 sorte amerikanere bliver ombragt ved provokeret abort, mens kun 289.306 dør af andre årsager. I New York afsluttes 60 % af alle graviditeter i den sorte befolkning med abort. Koalitionen har netop offentliggjort en video i tre dele, der fremlægger det statistiske materiale og samtidig hævder, at der ligger racistiske motiver bag de alarmerende tal.

Hvad dette angår, har de ingen problemer med at finde rigelig dokumentation i blandt andre Planned Parenthoods grundlægger Margaret Sangers racistiske udtalelser og i det moderne Planned Parenthoods praksis. Her påpeges det, at Planned Parenthood i 2009 foretog 332.278 aborter i den sorte befolkning, mens de kun rådgav 7.021 sorte kvinder om deres graviditet og kun anbefalede 977 at bortadoptere barnet.

Se mere på www.toomanyaborted.com

Det amerikanske nyhedsmagasin Time havde ham i 2006 med på listen over de 100 mennesker i verden, som bidrager mest til at forme fremtiden. Regimet kvitterede ved at idømme ham en straf på fire års fængsel.

Chen blev løsladt i 2010, men efterfølgende anbragt i husarrest sammen med sin kone og barn. Både Chen og hans kone, Yuan Weijing, har i denne periode været udsat for grov tortur fra politiets side. I en appel til den vestlige verden offentliggjort af China Aid (www.chinaaid.org) den 16. juni i år beskrev hans kone, hvordan de begge var blevet slået og sparket i over to timer af omkring 10 politifolk, som konfiskerede familiens computer, bøger og sågar barnets legetøj og – inden de forlod huset – satte metalplader op for husets ruder.

Yuans appel er blevet hørt i USA, hvor det er lykkedes republikaneren Chris Smith, medlem af Repræsentanternes Hus, at få vedtaget et såkaldt lovtillæg, som opfordrer den kinesiske regering til at ophæve husarresten og sørge for at Chen får den lægehjælp, myndighederne indtil nu har nægtet   ham. Lovtillægget opfordrer endvidere den amerikanske regering til at lade amerikanske diplomater aflægge besøg hos Chen og hans familie.

Kongressens initiativ er blevet hilst velkommen af China Aid og Women’s Rights Without Frontiers – men det haster. Chens helbredstilstand forværres dag for dag.

På denne adresse kan du bidrage til at lægge pres på den kinesiske regering med din underskrift: (http://www.womensrightswithoutfrontiers.org/)

En stor del af dette nr. er viet til en omtale af Abby Johnsons bog »unPlanned,« som udkom i januar, herunder et uddrag af bogen i dansk oversættelse, hvor hun skildrer det indtryk, det gjorde på hende at se en provokeret abort udført – både live og på en scannerskærm.

Det er, som vi skriver, en fantastisk bog, fordi den detaljeret beskriver den erkendelsesproces, som får en overbevist tilhænger af fri abort og betroet medarbejder hos USA’s største udbyder af abort, Planned Parenthood, til lidt efter lidt at blive 100% pro life – og fordi den samtidig giver et indblik i den fremherskende mentalitet i en organisation, der har gjort abort til en indbringende forretning.

Godt gået, Abby! Vi håber, bogen også vil finde mange danske læsere. Engelsk er jo ingen alvorlig sprogbarriere for de fleste i dag.

Godt gået! siger vi også til Per Ørum Jørgensen og Kristendemokraterne for det beslutningsforslag, de fremsatte for nylig om, at alle abortsøgende kvinder skal have obligatorisk rådgivning om konsekvenserne af indgrebet. Som bekendt blev forslaget – ikke overraskende – afvist af samtlige andre partier, men det betyder på ingen måde, at det var spildt ulejlighed at fremsætte det. Og hvorfor så ikke?

For det første, fordi man med initiativer af denne art medvirker til, at abortspørgsmålet ikke bliver glemt. Alle, som respekterer den mest fundamentale af alle menneskerettigheder – retten til livet – har pligt til aldrig at give op, men igen og igen at gøre offentligheden opmærksom på de barbariske tilstande, der hersker i vor del af verden, og tale til hver enkelts samvittighed.

For det andet, fordi man samtidig tvinger politikerne til klart at melde ud, hvorfor de afviser et forslag som dette. Vi får på denne måde et afslørende indblik både i deres uvidenhed og deres ligegyldighed over for de kvinder, som de påstår at forsvare.

Hvorfor synes de ikke, det er en god idé, at kvinder, der skal lægge krop til et indgreb, der kan have alvorlige fysiske og psykiske eftervirkninger, skal have redelig information om, hvad de går ind til?

Hvorfor er de komplet ligeglade med den overvældende dokumentation, der i dag findes for, at en stor del af de kvinder, der får foretaget en abort, bliver traumatiseret – måske på livstid?

Hvorfor fremturer de med direkte usandheder – som eksempelvis SF’eren Karl Bornhøft, der efter eget udsagn er ”jublende lykkelig for, at vi har et samfund, hvor kvinderne selv bestemmer over deres krop”? Ved han virkelig ikke, at moderens krop og det ufødte barns krop i biologisk forstand er to forskellige af hinanden uafhængige organismer – eller taler han mod bedre vidende?

Og hvorfor afviser den konservative ordfører Vivi Kier forslaget med den begrundelse, at ”den gravide aldrig må blive presset til hverken den ene eller den anden beslutning”, når det lige præcis er det, der sker, som forholdene er i øjeblikket?

Så, ærligt talt, kom ikke og sig, at det var spildt ulejlighed at fremsætte et forslag som dette. Det var tværtimod rigtig godt gået!

Torben Riis