Det seneste eksempel er en undersøgelse i det ellers velanskrevne internationale fagtidsskrift Obstetrics and Gynecology, hvor forfatteren, David Grimes, en kendt amerikansk abortlæge og propagandist for ”sikre” aborter, når til den konklusion, at der er en langt større dødsrisiko forbundet med at føde et barn end med at få foretaget en abort. Det gør han ved at sammenligne den officielle amerikanske statistik over dødsfald blandt gravide og fødende kvinder med de angivelser af dødsårsagen, man kan finde på dødsattesterne.

Det lyder jo umiddelbart ganske rimeligt – lige indtil man får at vide, at man i USA som hovedregel ikke anfører abort som dødsårsag på dødsattester! I stedet skriver man den rent medicinske årsag til, at kvinden døde – og altså ikke, at den tilstand, der forårsagede døden, indtraf i forbindelse med et abortindgreb.

Det er baggrunden for, at Grimes kan hævde, at så godt som ingen kvinder dør af aborter. Var han i god tro? Det er vanskeligt at forestille sig. Under alle omstændigheder er det en dybt pinlig sag for redaktionen af tidsskriftet, som for det første burde have foretaget en kritisk gennemlæsning af ”undersøgelsen,” inden den gik i trykken, og yderligere have studset over, at der i teksten ikke – som det er ellers er almindelig praksis – var referencer til og diskussion af tidligere undersøgelser.

Sådanne undersøgelser findes faktisk, f.eks. en finsk undersøgelse, som har vist, at kvinder, der har fået abort, dør 4 gange oftere i det følgende år, end kvinder, der har født. En undersøgelse foretaget i Californien har givet et lignende resultat.

Hertil kommer en helt ny australsk undersøgelse, offentliggjort i tidsskriftet Age and Ageing, hvor man har sammenlignet levealderen hos 1500 kvinder, der i 1940’erne og 1950’erne fik mange børn, med levealderen hos barnløse kvinder i samme generation. Her viste det sig, at kvinder med to børn havde en 17 % lavere risiko for at dø inden for 16 år efter den sidste barnefødsel end barnløse, 20 %, hvis de havde tre børn osv. Kort sagt, jo flere børn, jo længere liv.

Undersøgelsens forfattere kan ikke pege på en enkelt årsag til, at det forholder sig sådan. Årsagerne, siger de, kan både være hormonale eller relateret til de pågældende kvinders livsstil.

Norges sundhedsminister Anne Grethe Strøm-Erichsen gør det til en embedspligt for alle praktiserende læger at henvise til abort

Norske læger, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at udskrive potentielt abortfremkaldende prævention eller henvise kvinder til abort, risikerer fremover at miste deres job. Det er konsekvensen af en instruktion udsendt af sundhedsminister Anne Grethe Strøm-Erichsen, der slår fast, at man ikke længere vil tolerere særstandpunkter blandt praktiserende læger.

Den officielle begrundelse er, at man i ministeriet skulle have modtaget klager fra kvinder, der er blevet afvist af deres læge, men det har ingen sundhedsmyndigheder i Norge efterfølgende kunnet dokumentere. Hidtil har det været sådan, at norske læger – ligesom deres danske kolleger – har kunnet afvise at henvise kvinder til abort, fordi der ikke er tale om patienter, der er syge og har behov for lægehjælp, med mindre man da anser graviditet for en sygdom. Derfor er der, som protesterende læger har fremhævet i den norske debat, tale om et groft autoritært overgreb mod lægestanden og i særdeleshed de læger, som ønsker at overholde klassiske lægeetiske normer.

Læs mere i RFM nyt nr. 1 2012, som du kan finde ved at klikke på billedet af bladets forside i højre side.

Det, der er tale om, er med andre ord ikke eutanasi, hvor lægen i princippet bestræber sig på at tjene patientens interesser. Derfor anvender de to filosoffer også et andet udtryk ”after birth abortion”, altså  ”abort efter fødslen” – sandsynligvis for at undgå at anvende udtrykket barnemord.  

Hvor lang tid efter fødslen bør man så ifølge artiklens forfattere frit kunne ombringe sit barn? Den afgørelse foretrækker de at overlade til neurologer og psykologer, som bedre vil kunne fastsætte et tidspunkt for, hvornår barnet har udviklet en jeg-bevidsthed, der kan give det status af ”person”.  

Men logisk og klart tænkt er det da, ikke sandt? Har man sagt A, hvorfor så ikke også sige B? Her føler vi imidlertid trang til at citere den engelske forfatter og tænker G.K. Chesterton for denne bemærkning: ”Den gale er ikke et menneske, som har mistet sin forstand. Den gale er et menneske, som har mistet alt undtagen sin forstand.”

Et dekret fra det amerikanske sundhedsministerium har givet anledning til voldsomme protester. Dekretet, der er et led i implementeringen af præsidents Obamas sundhedsreform, pålægger alle institutioner, der beskæftiger sig med sundhed og socialt arbejde, at betale for deres medarbejderes sundhedsydelser – herunder også udgifter til sterilisation, fortrydelsespiller og prævention.

Hermed stiller Obama-administrationen religiøse institutioner over for et uomgængeligt krav om, at de skal handle imod deres samvittighed, eksempelvis ved at finansiere deres medarbejderes forbrug af potentielt abortfremkaldende prævention såsom spiraler og visse typer p-piller.

Dekretet har udløst skarpe protester fra de fleste trossamfund i USA, først og fremmest fra den katolske kirke, som både afviser abort og alle former for kunstig prævention, hvor man i stedet anbefaler naturlig familieplanlægning (Billingsmetoden). Iagttagere vurderer, at dekretet især skal ses som et frontalt angreb mod den katolske kirke, som for det første driver mange hospitaler og sociale institutioner i USA, og som samtidig er det kirkesamfund, som i kraft af sin størrelse og organisation danner den mest effektive modvægt mod Obama-administrationens konsekvente støtte til abort-lobbyen.

Under indtryk af de mange protester har Obama lovet at foretage visse ændringer i dekretet, bl.a. har han udskudt dets ikrafttræden til 2013, hvilket fik formanden for den katolske bispekonference kardinal Timothy Dolan til at bemærke, at man hermed har fået et års frist til at overveje, hvordan man skal handle imod sin samvittighed.

For øjeblikket har en række organisationer indbragt sagen for domstolene med påstand om, at dekretet strider imod den amerikanske forfatnings First Amendment, som sikrer alle borgere fri religionsudøvelse.

Læs mere i RFM nyt, nr. 1, som du kan finde ved at klikke på billedet af bladets forside til højre.

Ledende kræfter inden for FN-systemet har i årevis forsøgt at få provokeret abort anerkendt som en menneskeret for på   den måde at kunne lægge pres på lande med en restriktiv abortlovgivning.

I sommermånederne, hvor mediernes opmærksomhed på, hvad der sker i FN, erfaringsmæssigt er meget begrænset, udsendte Sekretariatet en rapport fra FN’s Råd for Menneskerettigheder, der opfordrer alle lande til at vedtage lovgivning, der giver kvinder og piger adgang til abort, således at de, som det hedder, fuldt ud kan gøre brug af deres menneskerettigheder.

 Rapporten betegner lovgivning, der begrænser adgangen til abort, som en utilladelig hindring for kvinders adgang til at modtage sundhedsydelser. Samtidig understreges det, at det ikke er tilstrækkeligt blot at fjerne de lovgivningsmæssige hindringer for abort – de enkelte lande har også pligt til at sørge for, at der forefindes abortklinikker, tilstrækkeligt uddannet personale og tidssvarende udstyr.

 Endvidere påstås det i rapporten – stik imod al sagkundskab – at der ikke findes dokumentation for, at kvinder har risiko for at få psykiske problemer efter et abortindgreb. Tværtimod mener man, at abort bør være tilgængelig for alle af hensyn til kvinders psykiske helbred.

 Rapporten blåstemples af FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, som indledningvis skriver, at han ”har den ære” at forelægge rapporten for FN’s Generalforsamling. Sidste gang, Ban Ki-moon forsøgte at koble abort sammen med menneskerettigheder, var i 2010, da han sammen med højkommissæren for menneskerettigheder, den sydafrikanske feminist Navanethem Pillay,  ligeledes forsøgte at manipulere Generalforsamlingen i forbindelse med forelæggelsen af FN’s udviklingsmål.

 Det skal tilføjes, at FN’s Råd for Menneskerettigheder i et ikke ubetydeligt omfang er et råd, hvor man har sat ulve til at vogte får – p.t. med repræsentanter for medlemslande som Nigeria, Libyen, Kina, Saudi Arabien, Indonesien og Cuba.

Abortmodstanden har fået en ny dimension i USA, efter at The National Black Prolife Coalition har sat fingeren på det ømme punkt: at 363.705 sorte amerikanere bliver ombragt ved provokeret abort, mens kun 289.306 dør af andre årsager. I New York afsluttes 60 % af alle graviditeter i den sorte befolkning med abort. Koalitionen har netop offentliggjort en video i tre dele, der fremlægger det statistiske materiale og samtidig hævder, at der ligger racistiske motiver bag de alarmerende tal.

Hvad dette angår, har de ingen problemer med at finde rigelig dokumentation i blandt andre Planned Parenthoods grundlægger Margaret Sangers racistiske udtalelser og i det moderne Planned Parenthoods praksis. Her påpeges det, at Planned Parenthood i 2009 foretog 332.278 aborter i den sorte befolkning, mens de kun rådgav 7.021 sorte kvinder om deres graviditet og kun anbefalede 977 at bortadoptere barnet.

Se mere på www.toomanyaborted.com

Det amerikanske nyhedsmagasin Time havde ham i 2006 med på listen over de 100 mennesker i verden, som bidrager mest til at forme fremtiden. Regimet kvitterede ved at idømme ham en straf på fire års fængsel.

Chen blev løsladt i 2010, men efterfølgende anbragt i husarrest sammen med sin kone og barn. Både Chen og hans kone, Yuan Weijing, har i denne periode været udsat for grov tortur fra politiets side. I en appel til den vestlige verden offentliggjort af China Aid (www.chinaaid.org) den 16. juni i år beskrev hans kone, hvordan de begge var blevet slået og sparket i over to timer af omkring 10 politifolk, som konfiskerede familiens computer, bøger og sågar barnets legetøj og – inden de forlod huset – satte metalplader op for husets ruder.

Yuans appel er blevet hørt i USA, hvor det er lykkedes republikaneren Chris Smith, medlem af Repræsentanternes Hus, at få vedtaget et såkaldt lovtillæg, som opfordrer den kinesiske regering til at ophæve husarresten og sørge for at Chen får den lægehjælp, myndighederne indtil nu har nægtet   ham. Lovtillægget opfordrer endvidere den amerikanske regering til at lade amerikanske diplomater aflægge besøg hos Chen og hans familie.

Kongressens initiativ er blevet hilst velkommen af China Aid og Women’s Rights Without Frontiers – men det haster. Chens helbredstilstand forværres dag for dag.

På denne adresse kan du bidrage til at lægge pres på den kinesiske regering med din underskrift: (http://www.womensrightswithoutfrontiers.org/)

En stor del af dette nr. er viet til en omtale af Abby Johnsons bog »unPlanned,« som udkom i januar, herunder et uddrag af bogen i dansk oversættelse, hvor hun skildrer det indtryk, det gjorde på hende at se en provokeret abort udført – både live og på en scannerskærm.

Det er, som vi skriver, en fantastisk bog, fordi den detaljeret beskriver den erkendelsesproces, som får en overbevist tilhænger af fri abort og betroet medarbejder hos USA’s største udbyder af abort, Planned Parenthood, til lidt efter lidt at blive 100% pro life – og fordi den samtidig giver et indblik i den fremherskende mentalitet i en organisation, der har gjort abort til en indbringende forretning.

Godt gået, Abby! Vi håber, bogen også vil finde mange danske læsere. Engelsk er jo ingen alvorlig sprogbarriere for de fleste i dag.

Godt gået! siger vi også til Per Ørum Jørgensen og Kristendemokraterne for det beslutningsforslag, de fremsatte for nylig om, at alle abortsøgende kvinder skal have obligatorisk rådgivning om konsekvenserne af indgrebet. Som bekendt blev forslaget – ikke overraskende – afvist af samtlige andre partier, men det betyder på ingen måde, at det var spildt ulejlighed at fremsætte det. Og hvorfor så ikke?

For det første, fordi man med initiativer af denne art medvirker til, at abortspørgsmålet ikke bliver glemt. Alle, som respekterer den mest fundamentale af alle menneskerettigheder – retten til livet – har pligt til aldrig at give op, men igen og igen at gøre offentligheden opmærksom på de barbariske tilstande, der hersker i vor del af verden, og tale til hver enkelts samvittighed.

For det andet, fordi man samtidig tvinger politikerne til klart at melde ud, hvorfor de afviser et forslag som dette. Vi får på denne måde et afslørende indblik både i deres uvidenhed og deres ligegyldighed over for de kvinder, som de påstår at forsvare.

Hvorfor synes de ikke, det er en god idé, at kvinder, der skal lægge krop til et indgreb, der kan have alvorlige fysiske og psykiske eftervirkninger, skal have redelig information om, hvad de går ind til?

Hvorfor er de komplet ligeglade med den overvældende dokumentation, der i dag findes for, at en stor del af de kvinder, der får foretaget en abort, bliver traumatiseret – måske på livstid?

Hvorfor fremturer de med direkte usandheder – som eksempelvis SF’eren Karl Bornhøft, der efter eget udsagn er ”jublende lykkelig for, at vi har et samfund, hvor kvinderne selv bestemmer over deres krop”? Ved han virkelig ikke, at moderens krop og det ufødte barns krop i biologisk forstand er to forskellige af hinanden uafhængige organismer – eller taler han mod bedre vidende?

Og hvorfor afviser den konservative ordfører Vivi Kier forslaget med den begrundelse, at ”den gravide aldrig må blive presset til hverken den ene eller den anden beslutning”, når det lige præcis er det, der sker, som forholdene er i øjeblikket?

Så, ærligt talt, kom ikke og sig, at det var spildt ulejlighed at fremsætte et forslag som dette. Det var tværtimod rigtig godt gået!

Torben Riis