Indlægget Befolkningspolitik blev først udgivet på Respekt For Menneskeliv.
]]>Den vestlige verden fører i dag en veritabel udryddelseskrig mod den 3. verdens befolkninger. Det sker via diverse FN-organer, især UNFPA (FN’s befolkningsfond) samt diverse private – hovedsageligt amerikanske – organisationer, som iværksætter sterilisations- og abortkampagner i den 3. verden. Det sker med henvisning til den såkaldte befolkningseksplosion, som imidlertid for længst har vist sig at være en myte.
Myten om ukontrollerbar vækst
Vækstraten i verdens befolkning var i perioden 1990-95 1,48%, i u-landene alene 1,77%. Når verdens samlede befolkning fortsat stiger, skyldes det ikke et samlet fødselsoverskud, men det forhold, at vi i dag lever længere på grund af en generelt forbedret ernærings- og sundhedstilstand.
FN har konstant været nødt til at revidere sine befolkningsprognoser. I dag forudser man, at væksten i verdens befolkning vil være ophørt omkring år 2050. Verdens befolkning vil på det tidspunkt udgøre 9-10 milliarder mennesker. Hvis man forestiller sig, at vi alle boede i en by med en befolkningstæthed som London, ville en sådan by dække et areal dobbelt så stort som Texas – eller 2% af jordens overflade.
Alle eksperter er i dag enige om, at det ikke vil være noget reelt problem at brødføde en befolkning på denne størrelse. Derfor er det, der foregår fra den vestlige verdens side – med rundhåndet støtte ikke mindst fra de skandinaviske lande – en usmagelig form for ny-kolonialisme med det formål at sikre, at det fortsat kan være de vestlige industrilande, der forbruger de fleste ressourcer. Eksempelvis forbruger amerikanerne, som udgør 4% af verdens befolkning, godt halvdelen af jordens ressourcer. U-landenes problem er således ikke et befolkningsproblem, men et fattigdomsproblem, og det afhjælper vi ikke gennem programmer, der på den mest hensynsløse måde steriliserer den 3. verdens kvinder eller slår ufødte børn ihjel.
Nej til befolkningspolitik
I vor egen del af verden oplever vi allerede alvorlige økonomiske og strukturelle problemer, fordi befolkningerne i den vestlige verden til stadighed skrumper ind, og gennemsnitsalderen tilsvarende stiger. I Europa ligger man i gennemsnit langt under reproduktionsraten på 2,1. Mellem 2005 og 2010 var den gennemsnitlige fødselsrate således 1,5. Af samtlige europæiske lande er det kun Albanien og Tyrkiet, der ikke har et faldende befolkningstal. EU-landene udgør i dag kun 6.4% af verdens befolkning, så der er al mulig grund til at tvivle på, at vi fortsat kan bevare en ledende position – økonomisk, kulturelt og politisk – i det internationale samfund.
Indlægget Befolkningspolitik blev først udgivet på Respekt For Menneskeliv.
]]>