2025 blev året, hvor den fri abort blev udvidet til 18. uge. Mens flertallet skålede og spiste lagkage, kunne mange både på Christiansborg og i befolkningen i øvrigt se det alvorlige og smertelige i den nye lov.
Det er imidlertid tankevækkende, at kun få ville se sammenhængen med alvoren i den oprindelige lov. Hvis fri abort indtil 18. uge er uetisk, gælder det samme jo for fri abort som sådan. Vil den nye lov sætte alvorlige aftryk i vores samfund, har den gamle lov allerede gjort dét i 50 år.
Men denne sammenhæng er vanskelig at erkende. I Folketinget vover ingen at tage den grundlæggende problematik op, og næppe ét medlem vil vove at hviske en sætning, der kunne høres som et spørgsmålstegn ved den fri abort. Og hvor er de handlingsplaner og lignende tiltag, som tidligere er blevet prioriteret? De synes at være borte med blæsten – en uhyggelig og isnende kold hvirvelvind, der fejer over landet.
Det er svært at se bort fra, at en provokeret abort handler om at afbryde et påbegyndt menneskeliv. Inde i kvindens mave ligger et selvstændigt individ, der gennemgår de første spæde og fascinerende udviklingstrin. De, der har været tæt på en såkaldt sen-abort, kan fortælle om det dramatiske i at være tæt på et lille menneske, som få uger senere kunne have været hjulpet videre i livet.
Der er derfor en absurd og smertelig skævhed i, at en række politiske partier kunne tale højt og tydeligt mod den nye abortlov, mens de krampagtigt lukker øjnene for alvoren ved den gamle.
Imens fortsætter det svigt, som fri abort reelt er over for både børn og voksne og både kvinder og mænd. Loven betyder, at de, som har mest behov for hjælp og omsorg, får kolde skuldre fra alle sider. Og mens alt dette højlydt forsvares fra alle sider, tales der også om udfordringerne ved faldende fødselstal og en aldrende befolkning.
Den smertelige skævhed og inkonsekvens er til at få øje på, og den kalder på selverkendelse og grundig refleksion – ikke mindst hos de lovgivere, som bærer ansvaret.
Kristian S. Larsen
Cand.theol., formand f. Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Hassellunden 55,
6705 Esbjerg Ø