Et flertal i folketinget er blevet enige om en udvidelse af grænsen for fri abort til 18. svangerskabsuge. De 5 regionale abortsamråd skal erstattes af et nationalt abortnævn. Desuden indføres ret til abort for 15 – 17 årige uden forældrenes samtykke eller tilladelse af Abortnævnet. Flertallet består udover regeringen (Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne) af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Lovforslaget fremsættes i løbet af 2024/25 og træder i kraft d. 1. juni 2025.
Uden for aftalen står: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
Artikel forfattet af ERNA SØNDERGÅRD
Her er lidt baggrund for beslutningen: (Understregningerne i citaterne er valgt for at anskueliggøre mine pointer.)
1 oktober 2023 kunne vi ”fejre” at det var 50 år siden, at loven om fri abort til 12. svangerskabsuge trådte i kraft. Inden denne dato havde regeringen sat Etisk Råd til at undersøge hvad de ville anbefale om en udvidelse af abortgrænsen. (Sidste gang Etisk Råd var blevet sat på en lignende opgave var i 2007, hvor flertallet anbefalede at beholde 12-ugers-grænsen. Ingen af medlemmerne fra dengang er nu i Etisk Råd.)
Hvad Statsminister Mette Frederiksen selv mente om den sag, havde hun dog flere gange tidligere givet udtryk for. I et opslag på Facebook og Instagram 2. maj 2021 siger hun bl.a.: ”Igen er debatten om kvinders ret til abort blusset op i Danmark. Desværre. Nogle siger at det er nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort. Jeg er ikke enig. Der er ikke nogen mellemvej når det kommer til at være for eller imod.”
I en artikel dagen efter af Mark Lindved Norup og Mathilde Bugge på DR.dk gør historikeren Lau Sander Esbensen – som har skrevet Ph.d. om dansk aborthistorie – indsigelse mod dette med flg. argumenter: ”Nuancerne skal med, fordi nuancerne er der, når kvinder skal træffe et valg mellem barnet og aborten. Og det gælder selvfølgelig også de etiske nuancer. Dem skal vi kunne diskutere frit. Men insisterer man på at udelukke dem fra debatten, der ikke deler flertallets holdning, er der en risiko for at vigtige elementer bliver overset. (For en ordens skyld skal det lige nævnes at Lau Sander Esbensen dog var enig med statsministeren i, at man ikke skulle diskutere retten til abort indtil 12. uge.)
I samme artikel citeres Anne Marie Gerdes, som er læge og på det tidspunkt formand for det Etiske Råd, for at sige, at der skal være plads til diskussionen om abort. Men – hun synes ikke, der skal være en debat om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Den er der, og sådan skal det være. Vi bør for eksempel kunne have en samtale om, hvor langt henne man må være, når man får en abort, fordi der på et tidspunkt også er et hensyn til fostret. ”Det er klart, at tidligt i graviditeten, hvor fosteret ikke ville være levedygtigt uden for livmoderen, er det kvindens selvbestemmelse der vejer tungest. Jo længere man kommer hen i graviditeten, jo mere vægter fostrets rettigheder.”….Hvis du kan holde liv i et foster, der bliver født i uge 24 og samtidig får en provokeret abort i et lokale ved siden af – det ville jeg synes var problematisk”.
Sådan kom debatten om abort på tapetet igen som følge af Mette Frederiksens noget bombastiske udmelding, men læg mærke til at ingen officielle personer satte spørgsmålstegn ved etikken i forhold til abort generelt. Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop skulle ikke anfægtes! Punktum !!!! Heller ikke Kristendemokraterne, som på det tidspunkt var repræsenteret i folketinget af partihopperen Jens Rohde, som indirekte udløste Mette Frederiksens kommentar på de sociale medier, mente andet, selvom de dog, som de eneste, talte om at begrænse antallet af aborter. Det er også tydeligt at fosterdiagnostikken og lægevidenskabens øgede muligheder for behandling giver nye etiske dilemmaer i argumentationen om abortgrænsen. Men alene det, at man diskuterer en grænse, viser jo at samvittigheden rører på sig, hvilket nok også er grunden til, at man i Danmark (endnu) ikke er på linje med Verdenssundhedsorganisationen WHO, som har sagt, at der ikke er noget sundhedsfagligt forkert i at foretage en abort gennem hele graviditeten.
I september 2023 kom så endelig Etisk Råds anbefaling, der var som følger:
Et flertal på 9 ud af 17 medlemmer af Etisk Råd anbefaler at hæve grænsen for fri abort fra udgangen af 12. til udgangen af 18. graviditetsuge.
Et mindretal på 4 medlemmer anbefaler at hæve grænsen til uge 15, og et andet mindretal på 4 medlemmer ønsker at bevare den nuværende grænse.
”Diskussionen har handlet om hvornår vi skal tillægge fosterets ønske om at leve værdi” siger Etisk Råds formand, Leif Vestergaard Pedersen i et citat fra artikel i BT om abortgrænsen, 3.oktober 2023. ”Ved 18. uge giver man kvinderne mest mulighed for selv at bestemme, og der er god afstand til 22. uge, hvor fosteret kan leve, siger han. Etisk Råd anbefaler også at kvinder mellem 15 og 17 år skal kunne få abort uden forældres samtykke, hvilket også har været en del af oplægget til Rådet fra regeringen.
Kort efter Etisk Råds melding meddeler lægeforeningen, at de bakker op om at hæve abortgrænsen til 18. uge. ”Vi ønsker at forbedre kvinders selvbestemmelsesmuligheder i forhold til at få abort”, siger de i en pressemeddelelse. De bakker også op om abortret uden forældrenes samtykke for 15 – 17-årige kvinder.
- oktober 2023 udtaler Mette Frederiksen sig igen. ”Jeg er hardcore tilhænger af rettigheder til piger og kvinder, når det kommer til abort, men jeg vil gerne have, at det er noget vi kan samarbejde om i Folketinget” siger hun til BT i forbindelse med åbningen af Folketinget.
8.3.2024 (på kvindernes kampdag) udtaler Mette Frederiksen i en tale til Kvinfo: ”Og selvfølgelig skal kvinder have retten til at bestemme over egen krop. Derfor er vi på vej med en styrket abortlovgivning. Hvor piger og kvinders adgang til abort i mange samfund rulles tilbage eller mistænkeliggøres, så vil vi i Danmark nu gå den anden vej. Udvide rettighederne. For unge piger. Og for alle når det gælder antal uger.”
- 3.5.2024 meddeler regeringen så, i en skrivelse fra Indenrigs og sundhedsministeriet, den lovændring om abort som indleder denne artikel:
Overskriften lyder:
Nye politiske aftaler om abort styrker kvinders selvbestemmelse.
Begrundelserne i skrivelsen for udvidelse af abortgrænsen er følgende:
”Det sker for at give kvinder bedre tid og mulighed for at handle på den viden, som de får efter de fostermedicinske undersøgelser, og dermed styrke deres selvbestemmelse.”
”Da man i 1973 indførte retten til fri abort og lagde sig fast på en 12-ugers-grænse, skyldtes det bl.a., at alle aborter skete kirurgisk, og dengang indebar en abort efter 12. uge en større risiko for komplikationer”.
”I dag foretages hovedparten af aborter medicinsk tidligt i graviditeten. Det har været medvirkende til, at der ikke længere er en betydeligt forøget risiko for den gravide forbundet med at få en abort. Selvom en medicinsk abort alt andet lige er mindre indgribende end en kirurgisk abort, er det ud fra et sundhedsfagligt synspunkt sikkert at få foretaget en abort i Danmark – også efter uge 12”.
”Derudover har medicinske teknikker, teknologiske muligheder og fosterdiagnostikken udviklet sig kolossalt de senere årtier og overhalet den nuværende abortlovgivning”.
Indenrigs og Sundhedsminister Sophie Løhde siger i skrivelsen bl.a.:
”Efter 50 år er det på tide, at abortreglerne følger med tiden og vi styrker nu kvinders selvbestemmelsesret. Sundhedsfagligt er der intet belæg for den nuværende ugegrænse og der er heller ikke noget der tyder på at der vil komme betydeligt flere eller senere aborter ved at flytte ugegrænsen. Med aftalerne sikrer vi, at der fortsat vil være betydelig afstand til det tidspunkt i graviditeten hvor et foster vil være levedygtigt”. (underforstået: uden for livmoderen)
Daværende ligestillingsminister Marie Bjerre udtaler i skrivelsen: ”Retten til fri abort er helt grundlæggende og afgørende for kvinders liv og muligheder. Rundt omkring i verden rulles den frihedsrettighed tilbage. I Danmark styrker vi i stedet kvinders ret til fri abort og sikrer at vores 50 år gamle lovgivning bliver tidssvarende. Det handler om den enkelte kvindes frihed, om retten til at bestemme over egen krop og liv. Det er en historisk dag for kvinders ligestilling.”
Om 15–17-åriges ret til abort siger hun bl.a.: ”Vi sænker nu aldersgrænsen, så den flugter med den seksuelle lavalder … jeg håber at de unge kvinder kan finde støtte hos deres forældre. Men hvis der er uenighed, skal det i sidste ende være den unge kvindes egen beslutning, om hun vil være mor. Det er hendes krop og hendes liv.”
Kommentar:
Det synes oplagt, at regeringen har haft udtrykket ”ikke sundhedsfagligt forkert” fra WHO`s udtalelse i baghovedet i sin begrundelse for beslutningen om at ændre abortloven. Man bruger dog ikke ordet ”forkert” i den sammenhæng, måske fordi det kan lægge op til en etisk overvejelse. Og man taler slet ikke om fosterets (barnets) rettigheder, men kun om kvindens. Mandens rettigheder som far til barnet kommer heller ikke på tale, idet fokus er på kvindens ligestilling med ham i relation til seksualitet og samfundsdeltagelse.
I det hele taget ligger etik i forhold til fosteret kun indirekte bag en af begrundelserne, nemlig den, hvor man giver udtryk for, at der med 18 ugers grænsen er ”betydelig afstand” til det tidspunkt hvor fosteret vil være levedygtigt udenfor livmoderen (i dag uge 22, men grænsen flytter sig). Begrundelserne for udvidelse af grænsen for abort er primært baseret på kvindens ret til at bestemme over egen krop, hendes frihed, hendes ligestilling i forhold til manden, som jo ikke skal lægge krop til en graviditet og sætte et barn i verden. Den biologiske forskel, nemlig at kvinder kan blive gravide, ses udelukkende som noget, der forstyrrer ligestilling mellem kønnene. Retten til at dyrke uforpligtende sex fra 15-års-alderen, retten til selv at bestemme om man vil have det barn, som har fæstet rod i livmoderen, retten til at kunne gøre karriere ligesom manden, er afgørende i argumentationen hos politikerne. Desuden nævnes også som begrundelse for udvidelsen, at det i vore dage er sikkert (underforstået: for kvinden, men jo ikke for det barn som aborteres) at få en abort, fordi de fleste aborter nu udføres medicinsk. Det er rigtigt, at aborter op til 9 uge kan ordnes ved hjælp af en ”abortpille”, således at aborten ”blødes” ud. Dog må man ikke glemme at en graviditet påvirker kvinden både hormonelt og kropsligt, så selv om det er ”sikkert” er det ikke uproblematisk. Heller ikke de psykiske og samvittighedsmæssige konsekvenser og den sorg som langt de fleste kvinder helt naturligt oplever efter en abort, samt de følger, som det ofte medfører for tilliden i et parforhold, hvis aborten er provokeret, bør negligeres.
Så en medicinsk abort er ikke ukompliceret, og desuden er det måske ikke så kendt, at aborter mellem 12. og 18. uge, selvom de sættes i gang medicinsk, faktisk foregår som en lille fødsel:
I en artikel af Thomas Prakash på DR.dk indland fra 3. maj 2024, fortæller jordemoder Mette Kiel Smed fra Rigshospitalet, at der er stor forskel på hvordan en provokeret abort i henholdsvis 12. og 18. uge forløber: Efter den 9. og indtil ca. 13. graviditetsuge er der tale om et kirurgisk indgreb, hvor lægen går ind gennem vagina og livmoderhalsen og fjerner foster og moderkage ved udsugning. Det tager kun kort tid, og oftest kan kvinden tage hjem efter et par timer.
Efter uge 13 er fosteret for stort til at kunne blive suget ud i et stykke. Derfor får kvinden medicin der stopper graviditetens udvikling og får livmoderen til at trække sig sammen. Fosteret er så udviklet, at kvinden er nødt til at gennemgå en form for fødsel. Det foregår over et par dage, først får hun antihormon, der blødgør livmoderhalsen, kvinden tager hjem, et par dage senere møder hun ind igen og får prostaglandin, der fremkalder blødning og ve-lignende smerter. Hun aborterer 6 – 10 timer senere. Forløbet kan typisk tage 12 timer. En del kvinder vil også få epiduralblokade på grund af smerterne, særligt efter 18 uger. ”Så føder man jo noget der helt tydeligt ligner et menneske…. i uge 18 kan man tydeligt se ansigtstræk, arme, ben, fingre og ører” siger Mette Kiel Smed. Ifølge DR’s sundhedskorrespondent, læge Peter Qvortrup Geisling, viser 1 ud af 100 fostre der fødes i uge 18 livstegn. Så skal det registreres som ”levendefødt efter abortprocedure”, og der skal oprettes et cpr nr. Disse fostre er dog ikke levedygtige og vil dø efter relativt (!!) kort tid. De skal enten begraves eller kremeres.
Hvis man er bange for at føde et barn med livstegn, kan man bede om en særlig procedure: En læge vil stikke en kanyle ind gennem moderens maveskind og ind i livmoderen, sprøjte kalium ind i hjertet på fosteret og hjerteaktiviteten vil ophøre. ”Der skal man bare være opmærksom på, at det beder man en fagperson om at gøre. Det er en meget aktiv handling” siger Mette Kiel Smed. Det er også muligt at foretage en kirurgisk abort senere end uge 12, men da er fosteret større og det er ikke muligt at suge det ud i et stykke. Det vil typisk kræve, at en læge med instrumenter opdeler fosteret i mindre stykker oppe i livmoderen. Det gør vi ikke i DK, men det gøres blandt andet i Holland.
I Danmark har jordemødre og læger heldigvis (stadig) ret til at vælge ikke at deltage i abortprocedurer, da det kan være forskelligt fra person til person, hvor man opfatter grænsen for, hvornår et foster bliver til et menneske.
Hvorfor kan man ikke længere diskutere en abortgrænse før uge 12?
Talen om kvinders frihed til selv at bestemme over deres krop og derved opnå ligestilling med manden, baseres på den udokumenterede og ukorrekte påstand, at barnet i livmoderen er en del af kvindens krop, som hun derfor tilbydes ret og hjælp til at få fjernet, samt at fosteret før 12. uge (nu udvidet til 18. uge) ikke har egen ret til at blive født, fordi det ikke kan overleve udenfor livmoderen. Men barnet er lige fra undfangelsen et selvstændigt væsen med egen blodtype og DNA forskelligt fra moderens, med forprogrammerede arvelige egenskaber, udseende og personlighed.
Påstanden ”retten til at bestemme over egen krop” kan også opfattes som retten til ikke at have pligt til at gennemgå en graviditet og fødsel, barnet opfattes som et fremmedlegeme, man har ret til at fjerne. Samfundet fralægger sig ansvaret ved at lægge det over på kvinden, som omvendt kan henvise til, at samfundet legaliserer hendes valg.
Men ingen kvinde går uberørt gennem en graviditet, hvor kort den end er. Det er ikke et let valg for de fleste. Inderst inde ved vi mennesker godt, at det er et liv, vi forhindrer i at komme til verden. Omstændighederne ved en uønsket graviditet kan måske tale for at foretage en abort, men langt de fleste af de mellem 14.-15.000 provokerede aborter, der foretages i Danmark om året, sker, fordi graviditeten kommer ubelejligt eller fordi der ikke benyttes prævention- især hos unge. Abort i dag hænger uløseligt sammen med den ”seksuelle frigørelse” fra moral og etik, som brød igennem samtidig med fri aborts indførelse i 1960’erne og 70’erne.
Denne frigørelse samt kvindernes ligestilling er det umuligt at sætte spørgsmålstegn ved i dag, og derfor er den fri abort heller ikke til diskussion. Barnet i livmoderen betaler prisen. Men hvor grænsen for abort skal ligge, kunne stadig diskuteres i Danmark indtil regeringen sammen med aftalepartierne fremlagde sit lovforslag om ændring af abortloven.
I dette momentum i efteråret 2023, tog flere politikere fra de partier der står udenfor aftalen, afstand til udvidelsen ud fra fosterets menneskeværd. F.eks. udtalte Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti, at det er ”små levende væsener man taler om, hvis man rykker grænsen til uge 18” – og det ”knuser mit hjerte”. Mai Mercado fra De Konservative sagde: ”når vi når dertil, hvor et ufødt barn kan høre lyde, så er vi så langt, at det er over grænsen for, hvornår man bør foretage en abort”. Der var debatudsendelser i radioen og folk kunne ringe ind med deres mening. Dette momentum benyttede vi os også af i RFM, idet vi afleverede 179 eksemplarer til Christiansborg af pjecen: ”Et menneske bliver til” om barnets udvikling uge for uge frem til fødslen. Denne pjece blev fordelt til alle folketingsmedlemmer.
Der er sket en forskydning af fokus siden 1973:
Generelt har hensynet til fosteret fået mindre fokus i abortdebatten i forhold til for 51 år siden, da abortloven sidst blev ændret. I en artikel i Kristeligt Dagblad fra 29.9.2023 af journalisterne Anna Moesgaard, Michael Særkjær og Rasmus Fahrendorff står blandt andet: ”Fosterdrab. Ordet fylder ikke meget i den verserende debat om, hvor abortgrænsen skal ligge. Det blev til gengæld anvendt flittigt op til 1. oktober 1973, hvor aborten blev fri i Danmark. Grundlæggende handler debatten i dag – 50 år senere – om det samme som dengang. Hvornår bliver et foster et barn? Og hvor langt inde i graviditeten trumfer kvindens ret til selvbestemmelse hensynet til det liv, der er i hendes mave?
Et tidligere medlem af Etisk Råd, Morten Bangsgaard, citeres for at sige om det nuværende Etiske Råds anbefalinger: Jeg hæfter mig ved, at der er sket en forskydning. Først når man læser mindretallets anbefalinger, – altså dem, der vil bevare grænsen på 12 uger, – bliver hensynet til fosteret nævnt.
Disse 4 medlemmer udtaler nemlig: ”En 12-ugers-grænse markerer at fosteret har selvstændig værdi, og at denne tiltager i takt med fosterets udvikling”. En af disse 4, Ida Donkin, siger at: ”hensynet til fosteret har ikke været lige så tydeligt som kvinderettighederne i abortdebatten, og det har jeg manglet”.
Har fosteret menneskerettigheder?
Formelt er der dog ikke sket ændringer i hverken den ene eller den anden retning. Fosteret har ikke fået færre juridiske rettigheder i de seneste 50 år. ”For det har aldrig haft nogen” påpeger Bjarke Oxlund, ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder. ”Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1950 og praksis ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betragtes et foster ikke som et menneske med retten til liv – eller andre menneskerettigheder. Sådan er det fortsat i dag”.
Det sidste nye om ændring af abortloven:
Dette bekræftes af det høringssvar om: ændring af sundhedsloven (ændring af ugegrænsen for den fri abort) som regeringen d. 14. oktober 2024 anmodede Institut for Menneskerettigheder om. Svaret lyder som følger: ”Institut for Menneskerettigheder finder det særdeles positivt, at ministeriet ændrer ugegrænsen for den fri abort fra 12. til 18. graviditetsuge, samt at gravide 15-17-årige får mulighed for at få abort uden forældresamtykke, idet det vil styrke gravides ret til sundhed og selvbestemmelse”.
Man mener dog ”at lovforslaget i højere grad bør inddrage menneskeretslige hensyn, herunder hensynet til barnets bedste (mindreårige gravide under 18 år)”. Herefter nævnes div. hensyn til gravide ofre for seksuelle overgreb, gravide med særlige behov, fx handicappede osv., hvor man skal varetage barnets bedste på forskellig vis. Alt sammen udmærket, men hvad med det andet barn, fosteret, det nævnes overhovedet ikke i høringssvaret! Man har dog følt det nødvendigt at pointere i en parentes at det drejer sig om det gravide barn, for at undgå misforståelser, hvilket tyder på, at man godt ved, at der også er et andet barn. Men man holder sig til juraen, som ikke tillægger ufødte børn menneskerettigheder.
Vil debatten blusse op igen?
Spørgsmålet er nu om debatten vil blusse op igen, når forslaget vedtages ved den formelle afstemning i Folketinget og/ eller når det træder i kraft d. 1.juni 2025?
Det diskuteres meget i øjeblikket, at der fødes for få børn til, at vi kan reproducere os selv. Der er ikke nok ”varme hænder” til at tage sig af svage og ældre, og flere brancher mangler arbejdskraft. Adskillige politikere foreslår løsninger, som f.eks. at importere arbejdskraft fra Indien eller andre 3. verdens-lande, eller lade ældre få fordele af at blive længere på arbejdsmarkedet. Det store årlige aborttal hører man dog ikke meningsdannere eller politikere omtale som en af årsagerne til at vi mangler børn, det er nok ”no go” i forhold til at komme til orde i de etablerede medier eller tabu hvis man vil (gen)vælges. Ingen af folketingets politikere står frem med et budskab om, at vi bør begrænse mængden af aborter eller taler om moral og ansvar ift. seksuelle relationer. I stedet lægges der op til, at det skal være lettere at få abort. Og at få fertilitetsbehandling.
Hvorfor ikke en folkeafstemning om abortgrænsen?
Det er for sent nu, men hvorfor har man ikke lagt udvidelsen af abortgrænsen og ændringen ift. 15–17-årige ud til en folkeafstemning, f.eks. i forbindelse med et folketings- eller kommunalvalg? Et så vigtigt etisk spørgsmål burde man da undersøge befolkningens holdning til! Ved en opinionsundersøgelse i 2022 fremgik det at 67 procent mener at abortgrænsen skal forblive på 12 uger, heraf 57 procent af mændene og 76 procent af kvinderne. Hvis Mette Frederiksen og regeringen er så ”hardcore” tilhængere af kvinders rettigheder, når det gælder abort, er det måske svært at afgive magt til befolkningen i dette spørgsmål? De må jo have kendt opinionsundersøgelsens indhold.
Til slut skal det lige nævnes, at det er et problem i de fleste lande i den vestlige verden at reproducere deres befolkninger. Der kan også være andre årsager til dette end de høje aborttal, bl.a. forringet sædkvalitet hos mændene og høj alder hos kvinderne inden de får børn. Men det er et problem, som hører til i en anden sammenhæng.
En kendsgerning er det imidlertid, at aborttallet er en ignoreret og uønsket forklaring på problemet, hvorfor det fortrænges.
Man kunne også ønske sig mere tale om, hvordan man kan støtte de gravide i at gennemføre graviditeten, selvom den måtte være uønsket i starten.