Det måtte jo komme! To filosoffer med speciale i etik fra hhv. Monash University i Melbourne (Australien) og ”The Oxford Uehiro Centre for Practical Ethics (England) har i det ansete tidsskrift Journal of Medical Ethics publiceret en artikel, hvor de argumenterer for, at hverken fosteret eller det nyfødte børn kan anses for personer og derfor heller ikke har krav på retsbeskyttelse. Det er forældrenes interesser, der i alle tilfælde går forud for barnets: ”Vores påstand er, at det at dræbe et nyfødt barn i etisk forstand kan anses for legitimt under præcis de samme omstændigheder, som når man foretager en abort. Sådanne omstændigheder kan foreligge, hvor den nyfødte har mulighed for at få en i det mindste tålelig tilværelse, men hvor familiens velfærd er truet.”
Det, der er tale om, er med andre ord ikke eutanasi, hvor lægen i princippet bestræber sig på at tjene patientens interesser. Derfor anvender de to filosoffer også et andet udtryk ”after birth abortion”, altså ”abort efter fødslen” – sandsynligvis for at undgå at anvende udtrykket barnemord.
Hvor lang tid efter fødslen bør man så ifølge artiklens forfattere frit kunne ombringe sit barn? Den afgørelse foretrækker de at overlade til neurologer og psykologer, som bedre vil kunne fastsætte et tidspunkt for, hvornår barnet har udviklet en jeg-bevidsthed, der kan give det status af ”person”.
Men logisk og klart tænkt er det da, ikke sandt? Har man sagt A, hvorfor så ikke også sige B? Her føler vi imidlertid trang til at citere den engelske forfatter og tænker G.K. Chesterton for denne bemærkning: ”Den gale er ikke et menneske, som har mistet sin forstand. Den gale er et menneske, som har mistet alt undtagen sin forstand.”