HillaryUSA’s tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, som er blandt favoritterne til at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat i 2016, erklærede i en tale i FN i anledning af Den Internationale Kvindedag, at det efter hendes mening er en grundlæggende sandhed, at begrænsninger i adgangen til fri abort er en hindring for fremskridtet, og at alle bestræbelser for at styrke kvinders rettigheder begynder med prævention og abort.

“Der er især én ting, vi har lært af fortiden, og som vi ikke for nogen pris må glemme, og det er, at man ikke kan opnå fremskridt på ligestillingsområdet eller på noget andet område af menneskers liv uden at sikre kvinders reproduktive sundhed og rettigheder,” sagde hun og tilføjede, at selv USA ikke har fjernet alle hindringer for abort. “Det er og bliver, ” sagde hun, “det 21. århundredes store uafsluttede opgave.”

Hillary Clinton har i al den tid, hun har været i politik, inklusive i sin tid som USA’s førstedame, arbejdet utrætteligt for at udbrede fri abort til hele verden. Så der er for så vidt ikke noget nyt i hendes seneste udmelding – kun en bekræftelse på, at hun fortsat er en fanatisk frontfigur i den internationale abortlobby, og at hun og hendes meningsfæller øjensynlig ikke er af den opfattelse, at millioner af aborterede pigefostre i Asien og andre steder i verden har været for høj en pris for at realisere vestlige kvinders karrieredrømme. Det fremskridt, hun priser i så skråsikre vendinger, har (overlevende) lavkaste-kvinder i det kvindefattige Indien, der lever som handlede hus- og sexslaver eller som prostituerede, ikke mærket meget til.

Foto: Shutterstock