Af Steven W. Mosher og Anne Roback Morse, Fotos: Wikimedia
For femten år siden beordrede Perus præsident Alberto Fujimori stærkt tilskyndet af Clinton-administrationen iværksættelsen af en landsdækkende sterilisationskampagne. Mindst 300.000 kvinder blev steriliseret af ”mobile sterilisations-teams” efter kinesisk model – mange under trusler eller tvang. Nogle af dem døde.
PRI [Population Research Institute] sendte et efterforskningsteam til landet, som fandt dokumentation for misbrugene og afholdt pressekonferencer og kongreshøringer i USA og Peru. På grund af vores arbejde gik sterilisationskampagnen i stå.
Men Fujimori og hans skiftende sundhedsministre er aldrig blevet stillet til regnskab for disse krænkelser af menneskerettighederne. Og nu ser det ud til, at de heller aldrig bliver det. Perus statsanklager Marco Guzman frafaldt sigtelserne den 21. februar, fordi han ikke følte sig overbevist om, at sterilisationerne var ”udbredte og systematiske”.
Faktisk var de begge dele.
Fujimori, som i 1995 blev valgt til sin anden periode som præsident med støtte fra Clintons udenrigsministerium og FN’s Befolkningsfond (UNFPA), gav sit sundhedsministerium besked på at gøre en målrettet indsats for at sterilisere kvinder ved at underbinde deres æggeledere. Han opstillede nationale mål for antallet af sterilisationer – 100.000 alene i 1997 – og forlangte at få ugentlige rapporter om, hvordan arbejdet skred frem. Disse mål og kvoter er i sig selv belastende bevismateriale, eftersom målsætninger af denne art blev fordømt af FN’s befolkningskonference i Cairo i 1994 med den begrundelse at de altid fører til misbrug.
PRI’s efterforskere konstaterede, at de mobile sterilisations-teams bestod af læger og sygeplejersker, som i mange tilfælde ikke havde nogen forudgående uddannelse inden for obstetrik og gynækologi, men som ikke desto mindre blev sendt ud i landdistrikterne for at sterilisere kvinder på, hvad man med et grotesk udtryk kaldte ”underbindings-festivaler”. Repræsentanter for de lokale myndigheder førte kvinderne til sterilisationsstederne ved at gøre brug af chikane og trusler. F.eks. fortalte man de indfødte peruvianske kvinder, at de ikke ville få fødevare- eller lægehjælp til deres børn, hvis de ikke makkede ret.
Fujimori blev oprindeligt tiltalt for folkemord, der i international ret defineres som ”enhver af de følgende handlinger begået i den hensigt helt eller delvist at udrydde en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, som f.eks.: .. (d) at gennemtvinge forholdsregler med henblik på at forhindre fødsler inden for den pågældende gruppe”.
Det er bestemt ikke for meget sagt, at den peruvianske sterilisationskampagne havde karakter af folkemord, eftersom den slap de besiddende efterkommere af Francisco Pizarros conquistadores i byområderne løs på de besiddelsesløse efterkommere af de gamle inkaer i landdistrikterne. Langt de fleste af sterilisations-team’ene blev sendt til højsletteområdet altiplano eller til dalene i Andesbjergene, og hovedparten af sterilisationerne blev udført på de quechua-talende indianere i disse områder. At indsatsen koncentrerede sig om disse fattige indios, gør det berettiget at kalde de forbrydelser, man begik imod dem for folkemord.
Efter at den peruvianske anklager frafaldt sigtelsen for folkemord, forsøgte menneskerettighedsgrupper at få Fujimori dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneskeheden defineres som ”enhver af de følgende handlinger, for så vidt som de begås som led i et udbredt eller systematisk angreb rettet mod en hvilken som helst civilbefolkning:… (g)Voldtægt, sex-slaveri, tvangsprostitution, påtvunget svangerskab, tvangssterilisation eller enhver anden form for vold af seksuel karakter af tilsvarende grovhed…”
Trods bevismaterialet frafaldt Guzman også disse sigtelser mod Fujimori. Vi er enige med lederen af den juridiske afdeling i C-Fam, Stefano Gennarini, i, at dette skridt klart illustrerer, i hvor høj kurs befolkningskontrol endnu er, og i hvor ringe et omfang fattige og marginaliserede gruppers rettigheder respekteres.
Fujimoris sag var den første strafferetlige sag om systematiske tvangssterilisationer siden Nürnbergprocesserne. Og det er væsentligt, fordi den kunne have skabt præcedens. Det er nu engang sådan, at de, som ikke tager ved lære af historien, er dømt til at gentage den, og vi ønsker ikke, at andre kvinder skal udsættes for de lidelser, som mange peruvianske kvinder måtte gennemgå.
Mange familier til de kvinder, som døde efter at være blevet tvangssteriliseret, har ikke modtaget den erstatning, man lovede dem. Mamerita Mestanza døde som følge af en mislykket underbinding af æggelederne i 1998. Hendes mand og deres syv børn fik løfte om en erstatning på 120.000 dollars i 2003, men de har stadig ikke modtaget så meget som en penny.
Imens fortsætter de radikale feminister, som kontrollerer ministeriet for kvinders anliggender i Peru, med at hæve løn og presse fattige kvinder til at lægge krop til ”reproduktive sundhedsprogrammer”, som intet har med reproduktion at gøre og somme tider endog skader deres helbred.
Man kunne kalde det ”Fujimori light”.
Denne artikel blev første gang publiceret på Population Research Institute’s hjemmeside:http://www.pop.org/ den 27. februar 2014 og bringes her i dansk oversættelse med tilladelse fra PRI.