Først de fysiske komplikationer i forbindelse med selve indgrebet: Her har vi en undersøgelse fra 1992, der viser, at den hyppigste komplikation er underlivsbetændelse, som rammer 12 pct. af kvinderne. For kvinder, der ikke har født tidligere, drejer det sig om hele 16 pct. En sådan infektion kan føre til, at æggelederne lukker sig til og gør det vanskeligt for kvinden at blive gravid igen.

Men hvad siger statistikken? Ikke noget, man kan bruge til noget. Man registrerer nemlig kun komplikationer i forbindelse med abort på det sygehus, hvor indgrebet foretages, så længe kvinden er indlagt – og det er hun typisk kun en enkelt dag. Bliver hun i den følgende tid behandlet på sygehuset eller hos sin egen læge, indberetter lægen ikke, at hendes problem stammer fra den abort, hun netop har fået.

På den måde får man en sminket statistik, som man kan henvise til, når man fortæller patienterne og alle os andre, at abort er et sikkert og ukompliceret indgreb.

… kalder man de komplikationer, der opstår i tiden efter indgrebet. Vi savner danske undersøgelser, vel nok fordi det inden for ”systemet” ikke anses for befordrende for en læges karriere at forske i den slags sammenhænge – men udenlandske undersøgelser har vist forhøjet risiko for brystkræft og i forbindelse med senere graviditeter: for tidlig fødsel, spontan abort, graviditet uden for livmoderen. m.m.

Også de psykiske komplikationer har man i årenes løb forsøgt at bagatellisere. Her har man benyttet det samme trick: kun at undersøge kvindernes psykiske reaktioner i kort tid efter aborten.

Men komplikationerne opstår som regel først, når følelsen af lettelse over at være blevet ”problemet” kvit er kommet på afstand. Omkring 80 pct. af alle kvinder oplever herefter en fase på 4-6 uger, hvor de plages af sorg og tvivl, om det nu også var den rigtige beslutning.

De fleste overvinder denne krise, men 10-20 pct. udvikler det såkaldte post abort-syndrom, som er en veldefineret og i den videnskabelige litteratur velbeskrevet psykisk lidelse, der vel at mærke kræver psykiatrisk behandling. Den hjælp til at komme videre er der imidlertid mange kvinder, som aldrig får, fordi både omgivelserne og lægerne bevidst fortrænger problemet og dermed svigter kvinderne. Jf. dette citat fra en erklæret feminist, som ikke desto mindre havde mod til at stå frem og fortælle om sin oplevelse af det tab, som hun betegner som ”fuldstændig tabuiseret”:

Jeg følte mig ensom og svigtet.

De personlige omkostninger ved at få en abort er utroligt undervurderede.

På den ene side får man at vide af lægerne og sine omgivelser, at det er ingenting.

På den anden side har man selv en følelse af tab og af at begå mord. Der er ingenting at hænge de følelser op på. De bliver ikke accepterede.

– Elisabeth Møller Jensen, leder af KVINFO i Weekendavisen 2.-8. juli 1993

Hertil kommer, at de kvinder, som har den største risiko for at blive ramt af post abort-syndromet, netop er dem, som man normalt er tilbøjelig til at tilråde abort, fordi de har problemer af den ene eller den anden art. Det drejer sig især om

• teenagere, især hvis de føler sig overtalt eller tvunget til abort
• kvinder, som tidligere har været i psykiatrisk behandling for f.eks. spiseforstyrrelser eller depressioner
• kvinder, som socialt set befinder sig i en udsat situation
• kvinder, der allerede har børn, og som har et stærkt moderinstinkt.

Den pris, kvinderne har måttet betale for at få fri abort, er således høj – og bør i hvert fald ikke, som det ofte sker, affærdiges som blot forbigående gener. Men var det prisen værd? Det kan der selvfølgelig være mange meninger om, men spørgsmålet er: Kunne de fordele, man ville opnå, ikke være nået på anden vis?

Lige så selvmodsigende er den forslidte påstand, at det var en gevaldig sejr for kvinderne, at de med den fri abort fik lov til alene at bestemme, om barnet skal fødes eller aborteres. For det første har det jo ikke meget med ligestilling at gøre, men dernæst er det privilegium, de hermed opnåede, i lige så høj grad en byrde. Nu er det kvinden, der skal bære hele ansvaret, mens manden kan lægge det fra sig og opføre sig tilsvarende uansvarligt: Hvis du bliver gravid, min skat, er det dit problem. Det kan du få ordnet hos lægen…

Hvis vi ser på, hvilke initiativer Danmark involverer sig i uden for landets grænser i forbindelse med den såkaldte bistandspolitik, er billedet i princippet det samme, men i praksis endnu mere grelt.

Den amerikanske videnskabsjournalist Mara Hvistendahl udsendte i 2011 en bog med titlen ”Unnatural Selection”, hvor hun analyserer årsagerne til fænomenet kønsselektering, altså det forhold, at det i dag er muligt f.eks. ved hjælp af ultralydsscanning at identificere børn med det ”forkerte” køn inden fødslen og efterfølgende frasortere dem ved provokeret abort.

Det har ført til, at der i Asien i dag i verdens mest folkerige nationer er et gigantisk underskud af kvinder på anslået 160-170 mio.

Det interessante i den nærværende sammenhæng er hendes påvisning af

• at selv nok så megen uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet for kvindernes vedkommende – empowering women, som det hedder i udviklingskredse – ikke har ændret en tøddel ved denne ubalance mellem kønnene
• og at den udvikling, der har fundet sted i Asien, men også andre steder i verden ikke havde været mulig uden massiv støtte fra den vestlige verden, herunder Danmark i hovedsagen kanaliseret gennem Verdensbanken og FN’s Befolkningsfond UNFPA.

Det sidste er især værd at holde sig for øje, fordi den vestlige verdens hensynsløse indgreb over for befolkningsudviklingen i den 3. verden kun har kunnet ske uden protester på hjemmefronten, fordi kvindegrupper her koblede i øvrigt legitime krav sammen med kravet om fri abort. Derfor bærer de samme grupper en væsentlig del af ansvaret for, at millioner af ufødte piger systematisk er blevet udryddet for vestlige midler og med vestlig teknologi i efterkrigstiden.

Og hvis man tror, at kvindernes vilkår i de asiatiske lande er blevet forbedret, fordi de nu om dage er blevet en ”mangelvare”, tager man fejl. Manglen på kvinder har tværtimod ført til, at de i stigende grad netop bliver betragtet som en vare. Fattige unge kvinder bliver handlet over grænserne, tvangsgiftet bort for penge og udsat for at skulle stå til rådighed ikke blot for ægtefællen, men også for dennes brødre. Empowering women?

Læg mærke til argumentationen:

Hvis man har en lov, man ikke kan forhindre folk i at overtræde, er man nødt til at give op og afkriminalisere den handling, det drejer sig om.

Ud fra en sådan tankegang kunne man lige så godt argumentere for at ophæve samtlige paragraffer i Straffeloven, for faktum er, at vi heller ikke kan forhindre folk i at begå indbrud, forsikringssvindel, underslæb, brugstyverier, mord eller voldtægter… Men det har sjovt nok ikke været til diskussion i Folketinget endnu.
Den næste påstand siger nogenlunde det samme, men vælger en lidt snedigere indgangsvinkel. Den lyder sådan:

Men var der så flere eller færre komplikationer ved de illegale indgreb end ved de legale? Det fik vi svaret på i 2003 med Lau Sander Esbensens ph.d.-afhandling, hvor han ved at kulegrave ”Danmarks moderne aborthistorie” konstaterede

• at der i første halvdel af 1960’erne kun blev foretaget ca. 5.000 illegale aborter årligt
• at der ikke forekom flere dødsfald ved de illegale end ved de legale indgreb, måske snarere tværtimod
• at andre komplikationer end dødsfald sandsynligvis heller ikke forekom hyppigere ved illegale indgreb end ved legale
• at myndighederne og politikerne udmærket vidste, at det forholdt sig sådan, men bevidst valgte at fortie det for offentligheden

Tilsvarende ved vi, at forkæmperne for fri abort i USA benyttede sig af direkte usandheder for at blødgøre opinionen. En af dem, dr. Bernard Nathanson, som drev landets største abortklinik, men senere kom på bedre tanker, skrev efterfølgende:

Vi bedrog offentligheden med en række opdigtede statistikker og tal. Det lykkedes for os, fordi det var det rette tidspunkt, og nyhedsmedierne var samarbejdsvillige (…) Vi løj skandaløst, og alligevel blev vores udtalelser citeret, som om de havde været lov.

Det sidste er der ikke nogen, der vil bestride, men det er heller ikke det, sagen drejer sig om. Det ufødte barn er ikke i biologisk forstand en del af sin mors krop. Moderens og barnets vævs- og blodtyper er altid forskellige, og når det befrugtede æg sætter sig fast på livmoderen (implanteres), udstøder det et sekret, som skaber en frizone i livmoderen. Ellers ville moderens immunforsvar gå til angreb på ægget og afstøde det, ligesom det sker ved organtransplantationer, med mindre der gribes ind. Moderens immunforsvar tolker altså korrekt det indtrængende æg som et fremmedlegeme.

Tænk også på fænomenet en ”rugemor”, hvor et befrugtet æg overføres fra en kvinde til en anden, som derefter gennemfører graviditeten. Hvordan skulle det være muligt, hvis ægget var en del af moderens krop?

Men hvis det, man mente, bare var, at det er kvinden, der lægger krop til graviditeten, og at det derfor også må være hende, der bestemmer, om graviditeten skal gennemføres, så er hermed også sagt, at hun ikke som påstået kun kræver retten til at bestemme over sin egen krop, men tillige til at bestemme over barnets.