I 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Det viser tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister.

Det tal kan se ud som noget fantastisk. Men det er snarere forfærdeligt. For det hænger sammen med, at Danmark i 2004 indførte screening for Down syndrom som fast tilbud til alle gravide. Ad den vej er antallet af børn med Downs syndrom blevet så lavt.

At få et barn med sygdom, handicap eller særlige behov kan betyde stor sorg og sår på sjæl og sind for en familie. Det skal ingen bagatellisere eller romantisere.

Men den aktuelle praksis, hvor mange med Downs syndrom fravælges, er et dybt sår i samfundet. Det såkaldt frie valg, der lader forældre afgøre, om de ønsker at beholde deres barn, er reelt et dybt og undergravende svigt fra samfundets side.

Børnene var der jo: de lå i deres mors mave, men havde ingen retsbeskyttelse og blev fravalgt og fik ikke lov at komme videre. Det er der ikke noget fantastisk ved. Det er kun forfærdeligt. Og ansvaret er først og fremmest lovens og lovgivernes.

Der er menneskesyn på spil her. Måske har det, vi gør ved børn med Downs syndrom, et eller andet sted forbindelse til det, vi gør ved demente Else og Niels på plejehjemmet?

Og bedre bliver det vist først, når vi finder tilbage til menneskesynet i den kristne tros og vor kulturs grundbog. Dér kaldes ethvert menneske en unik og uvurderlig skabning fra første til sidste øjeblik.

Kristian S. Larsen, cand.theol, formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse (www.kirkelig-samling.dk) Hassellunden 55, 6705 Esbjerg Ø,

Denne artikel har tidligere været bragt på Berlingske Podcast