Hvad er en provokeret abort?

En helt banal operation, hvor man fjerner noget organisk væv uden selvstændigt liv? Eller et indgreb, som udsletter et menneskeliv?
Hvis det første er sandt, kan man undre sig over, at vi i det hele taget har en abortdiskussion. Vi finder jo f.eks. ikke på at diskutere, om det er rigtigt eller forkert at fjerne fodvorter eller svulster.

Er derimod det sidste sandt, må vi konstatere, at vi med loven om fri abort har indført en retstilstand, hvor nogle har magt til at bestemme, om andre skal leve eller dø. Eller, sagt
på en anden måde: hvor ufødte børn ikke er bedre beskyttet af loven end kattekillinger, som man frit kan aflive, hvis man af den ene eller den anden grund ikke har lyst til at
have dem.

Det første spørgsmål kan dermed blive et ubehageligt spørgsmål. Derfor er der også mange tilhængere af fri abort, der helst vil undgå at tage stilling til det. Andre forsøger at afvise det ved at påstå, at det ufødte barn ikke eksisterer som selvstændigt individ, og at det under ingen omstændigheder kan siges at have menneskeværd. Den slags forsøg på at »stikke hovedet i busken« har vi under ét valgt at kalde strudse-argumentet.

I sin simpleste form er strudse-argumentet påstanden om, at det, man fjerner fra livmoderen ved en provokeret abort, kun skulle være en klump celler eller noget væv uden selvstændigt liv.

Kort sagt

Nej, et ufødt barn har inden 11. graviditetsuge anlagt alle ydre og indre organer.

Nej, det har sin egen vævs- og blodtype og udvikler sig fra befrugtningen i overensstemmelse med sin egen natur.

Man bliver ikke til et menneske, man er et menneske fra befrugtningen. Der findes ikke rigtige og mindre rigtige mennesker, kun mennesker.

At noget er lovligt – dvs. vedtaget af Folketinget – betyder ikke nødvendigvis, at det er fornuftigt. Heller ikke, at det er rigtigt i moralsk forstand.

Strudseargumenter

Når visse læger bruger udtryk som »graviditetsproduktet« eller »fostervævet« i stedet for at sige »fosteret« eller »det ufødte barn«, er det i og for sig den samme påstand, vi står over for – blot i form af en sproglig manipulation. Hensigten med at anvende den slags udtryk er naturligvis at reducere det ufødte barn til noget upersonligt og livløst og dermed gøre tanken om provokeret abort mere acceptabel i vore øjne.

Endnu en variant finder man i påstanden om, at fosteret skulle være en del af moderens krop, og at hun derfor har ret til at bestemme over dets skæbne efter forgodtbefindende.
Et af aborttilhængernes slagord: »Kvinden må have ret til at bestemme over sin egen krop« kan umiddelbart forstås (misforstås?) på denne måde. Det kan selvfølgelig også tolkes som en konstatering af, at det er kvinden, der lægger krop til graviditeten, og at hun derfor må være den, der bestemmer, om den i givet fald skal afbrydes. Dette sidste argument vender vi tilbage til om lidt.

Det er ganske klart, hvem der skal træffe afgørelsen. Det skal nemlig moderen, for det ufødte barn er en del af moderen, og derfor er det også moderen, der træffer afgørelsen.

Pia Kjærsgaard (FP)

i Folketingets debat om etik og medicinsk teknik den 10. april 1985

Jeg føler ringe respekt for fosterets rettigheder i de første 12-14 uger. Derimod har jeg respekt for det fødte barn og dets rettigheder.

Else-Merete Ross (RV)

i Folketinget under debatten i 1973 om indførelse af »fri abort«

Svar på argumenterne

Det befrugtede æg deler sig igen og igen på sin vej mod livmoderen. De mange millioner celler, der udvikler sig i den følgende tid, er alle præcist program- meret til bestemte opgaver. Man ved ikke, hvad der styrer den enkelte celles udvikling, hvorfor nogle celler f.eks. bliver til hjerneceller, mens andre bliver til leverceller osv. – lige så lidt som man ved, hvad der styrer det uendeligt komplicerede samspil cellerne imellem. Vi må foreløbig nøjes med at iagttage, hvad der sker, uden at forstå, hvorfor det sker.

Er det bare noget væv, der fjernes ved en provokeret abort?

Nej.

De fleste provokerede aborter bliver her i landet foretaget mellem 7. og 12. graviditetsuge,
dvs. mellem 5 og 10 uger efter, at befrugtningen har fundet sted.

I denne periode vokser det ufødte barn fra ca. 1,2 cm til 5-6 cm og udvikler sig til et næsten
færdigt lille menneske. Alle både ydre og indre organer er anlagt i 11. graviditetsuge.

Der sker herefter og frem til fødselstidspunktet ikke meget andet, end at barnet vokser
og »finpudser« visse funktioner.

I slutningen af perioden reagerer fosteret på ydre påvirkninger og udvikler suttereflekser.
Se den svenske fotograf Lennart Nilssons enestående fotos af fosterudviklingen nedenfor!

Er det ufødte barn en del af moderens krop?

Selvfølgelig ikke! I befrugtningsøjeblikket, når æg og sædcelle forener sig med hinanden, opstår et nyt individ med arvelige anlæg, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker – også fra moderen.

Moderens og barnets vævs- og blodtyper er altid forskellige. Når det befrugtede æg implanteres (sætter sig fast) på livmoderen, udstøder det et sekret, som skaber en frizone i livmoderen. Det er nødvendigt, for ellers ville moderens immunforsvar gå til angreb på ægget og afstøde det, ligesom det sker ved organtransplantationer, med mindre man griber ind for at forhindre det. Moderens immunforsvar tolker altså korrekt det indtrængende æg som et fremmedlegeme.

Tænk også på fænomenet en »rugemor«, hvor et befrugtet æg fra en kvinde overføres til en anden kvinde, som så gennemfører graviditeten. Hvordan skulle det være muligt, hvis ægget var en del af moderens krop?

Rådet skal i sit virke bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet.

Lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd

Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne

Vedtaget den 10. december 1948 af FN’s generalforsamling

Det krymper sig i mig, hver gang jeg hører nogen sige: »Det er jo bare en slimklat,« hvilket er den måde, hvorpå aborttilhængerne ofte beskriver et foster i første, ja endog andet trimester. Visse forskere, der er aborttilhængere, omtaler et foster på dette og senere stadier som »en cellemasse« eller ganske simpelt »noget væv« i bestræbelserne på ikke alene at retfærdiggøre abort, men også forsøg på ufødte børn. Nogle af dem, der anvender den form for terminologi, er virkelig ikke klar over de faktiske forhold, mens jeg har andre mistænkt for at være villige til at overse de biologiske fakta, fordi de er overbevist om, at abort er et acceptabelt middel til at nå deres ønskers mål.

Landrum Shettles

Amerikansk biolog og international kendt forsker

Mere filosofiske argumenter

Som oftest vil man i dag støde på en mere filosofisk – og måske umiddelbart mindre gennemskuelig – udgave af strudse-argumentet.
Efterhånden som det er blevet vanskeligere at lukke øjnene for det ufødte barns biologiske eksistens, har man fundet en anden angrebsvinkel.
Nu benægter man i stedet det ufødte barns eksistens som person og som følge heraf, at det skulle være omfattet af almindeligt anerkendte menneskerettigheder.

Det ufødte barn repræsenterer ganske vist en form for menneskeligt liv, men har endnu ikke udviklet sig til et »færdigt« menneske, en person.
Er man ikke en person, har man ikke fuld status som menneske og er derfor heller ikke beskyttet af samfundets lov, internationale konventioner o.l.
Derfor er det fuldt acceptabelt, at der foretages provokerede aborter, forsøg på menneskelige befrugtede æg, fostre osv. – dog efter nogles opfattelse med det forbehold, at fosteret bør opnå en højere grad af
beskyttelse, efterhånden som det nærmer sig fødselsøjeblikket.

Svar på argumenterne

Her ses det afgørende øjeblik, hvor sædcellen er ved at trænge igennem æggets forsvar. Kort efter vil befrugtningen være fuldbyrdet. Hver gang dette sker, bliver et nyt menneske til, som er forskelligt fra alle andre mennesker. I befrugtningsøjeblikket fastlægges de arvelige egenskaber, og fra dette øjeblik føjes der intet nyt til. For at udvikle sig fra en encellet organisme til et voksent individ behøver det nye menneske kun ilt og næring.

Hvornår bliver man en person?

Påstanden om, at et ufødt barn ikke er en person, og at det derfor heller ikke kan have menneskeværd, rummer en anden påstand, nemlig den, at der eksisterer en grænse, som hvert enkelt menneske på et eller andet tidspunkt i sin biologiske udvikling overskrider, hvorved det bliver en person. Biologerne kender imidlertid ikke noget til en sådan grænse. Derfor kan man heller ikke med
henvisning til biologiske observationer sige noget om, hvad en person er.

Begrebet »en person« bruges i forskellige sammenhænge i filosofien og psykologien, men her er det heller ikke noget entydigt begreb. Der findes et utal af definitioner, uden at man kan sige, at den ene er rigtigere end den anden. Den, der påstår, at et ufødt barn på et bestemt udviklingstrin ikke er en person, skylder os altså en forklaring på, hvad en person er. Den, der endvidere påstår, at ikke-personer (hvem det så end måtte være) ikke har menneske værd, skylder os en forklaring på, hvorfor de ikke har det.

Og endelig: den, der fastholder begge disse påstande, må i det mindste kunne forklare, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at man kan kalde et menneske for en person. Er det bestemte organer, der skal være udviklet? Er det et bestemt stadium i personlighedsudviklingen, der skal være nået? Hvor går grænsen? Som vi har konstateret, kan dette spørgsmål ikke besvares på et eksakt grundlag. Grænsen er så at sige der, hvor man vedtager den skal være.

Hvad er et individ?

Ønsker man derimod at føre diskussionen på et eksakt grundlag, må man benytte sig af begreber, som refererer til noget præcist i virkelighedens verden.I biologien bruger man betegnelsen et individ om en funktionsdygtig organisme, altså en organisme, som kan siges at have et selvstændigt liv. Et menneskeligt individ opstår i befrugtningsøjeblikket, når æg og sædcelle har forenet sig med hinanden, og genotypen (arvemassen) er fastlagt.

Hvert enkelt menneskeligt individ er enestående i den forstand, at der aldrig igen vil opstå et individ med præcis de samme arvelige egenskaber. Fra befrugtningsøjeblikket føjes der intet nyt til, ingen nye egenskaber kommer dumpende ned fra himlen på et senere tidspunkt. Livet er i biologisk forstand en kontinuerlig udvikling. Individet forbliver fra befrugtningsøjeblikket identisk med sig selv og behøver kun at få tilført ilt og næring for at udvikle sig fra en encellet organisme til et voksent individ bestående af 6000 milliarder celler. Hermed er der i realiteten også svaret på spørgsmålet, om et agern er det samme som et egetræ – og i fortsættelse heraf, om et ufødt barn er det samme som et voksent individ.

Nej, selvfølgelig er det ikke det – lige så lidt som et 5 års barn er det samme som et 10 års barn eller en 50-årig. Der er i alle tilfælde tale om mennesker på forskellige udviklingstrin i livet,
mennesker, som har det samme krav på respekt, og som i lige høj grad er omfattet af grundlæggende menneskerettigheder.

Hvad betyder ″menneskeværd″?

Begreber som »menneskeværd« og »menneskerettigheder« er universelle begreber. Det vil sige, at de – hvis de ikke skal miste deres betydning – nødvendigvis må omfatte alle mennesker under alle forhold. De er absolutte i den forstand, at de ikke kan gradueres. At have menneskeværd betyder, at man er værdifuld, fordi man er et menneske og ikke f.eks. et dyr eller en ting. Derfor giver det ingen mening at spørge, om et menneskeligt individ har større eller mindre menneskeværd. Man kan ikke desto mindre finde mange eksempler på, at mennesker i historiens løb er blevet
nedvurderet og rubriceret som »undermennesker« typisk med henvisning til deres etniske oprindelse. Jøderne og sigøjnerne i Nazityskland f.eks.

Eller da den amerikanske højesteret den 6. marts 1857 afsagde en kendelse om, at USA’s sorte befolkning ikke burde regnes for personer i juridisk forstand, men deres hvide herrers ejendom. En sådan nedvurderende forskelsbehandling af mennesker er vi i vore dage stort set enige om at kalde diskrimination. Den abortlovgivning, der gælder i store dele af den vestlige verden i dag, inkl. Danmark, er klart diskriminerende, fordi den på et vilkårligt grundlag frakender en bestemt gruppe menneskelige individer (de ufødte børn) status som juridiske personer og der med muligheden for at opnå lovens beskyttelse.

Hvis man i almindelighed anså 12-ugers fostre for personer, ville vi ikke have haft fri abort. (…) Hvor grænsen mellem ikke-person og person går, kan ikke angives med et simpelt tidsmål. Der er flere milestene, der har betydning, såsom æggets implantation i livmoderen, udviklingen af centralnervesystemet m.m. I virkeligheden er grænseproblemet imidlertid nok ikke primært et spørgsmål om sådanne biologiske grænser, men snarere noget som afgøres i vore elementære følelser. Det er måske så enkelt, at et foster er en person i det øjeblik, man begynder at opfatte det som en person.

Professor dr.med. Daniel Andersen

i en periode formand for Den Regionale Videnskabsetiske Komité for Vejle og Fyns Amtskommuner

Et befrugtet æg er levende. Men jeg kan ikke umiddelbart forstå, at det skal have fuldt menneskeværd. Set fra mit synspunkt har et befrugtet æg status som liv. Fostret har status som forstadie til et menneske. Den nyfødte har ubetinget menneskeværd.

Dea Trier Mørch

Billedkunstner og forfatter

Det kan ikke bestrides, at det befrugtede æg er levende, ej heller at det er menneskeligt i den rent biologiske betydning, at det er en sammensmeltning af en menneskelig ægcelle og en menneskelig sædcelle.

At det befrugtede æg på denne måde rent biologisk repræsenterer menneskeligt liv, må derfor anses for en kendsgerning. Heraf følger imidlertid ikke, at det befrugtede æg er et menneske, ja det giver endog ingen mening at hævde, at det er et menneske, ligeså lidt som det giver mening at hævde, at et agern er et egetræ.

Peter Rossel

Lektor i medicinsk videnskabsteori og etik

Hvert af disse standpunkter kan siges at afspejle en kendsgerning, som ingen vil bestride. Den ene er, at et foster udgør det biologiske grundlag for, at der kan udvikle sig et menneske, hvis de rette betingelser er tilstede. Heraf følger imidlertid ikke med nødvendighed, at fostret er et menneske med samme beskyttelsesværdighed som et levende født barn…

Det Etiske Råd

Fosterdiagnostik og etik, en redegørelse, 1990