pavewebDet kom som en overraskelse for alle, da den nyvalgte pave Frans søndag den 12. maj dukkede op i sin papamobil på Via della Conciliazione for at hilse på de 40.000 pro-life italienere og ditto fra hele verden, der var kommet til Rom for at deltage i Marchen for Livet. Det er så vidt vides aldrig sket før, at en pave personligt har deltaget i en sådan demonstration, men pave Frans er allerede kendt for sine spontane handlinger, som lejlighedsvis sætter grå hår i hovedet på hans sikkerhedsfolk.

Pave Frans talte til deltagerne i marchen fra sin papamobil og sagde blandt andet: “Jeg opfordrer jer til at gøre alle opmærksom på det vigtige i at respektere menneskelivet fra undfangelsesøjeblikket”. Han indbød samtidig alle til at deltage i Vatikanets Evangelium vitae-dage 15. og 16. juni. Evangelium vitae er navnet på den rundskrivelse, hvori pave Johannes Paul 2. i 1995 utvetydigt fordømte provokeret abort. Deltagelse i disse dage, sagde paven, vil være en særlig anledning for jer til at tilkendegive ønsket om at forsvare menneskelivets hellighed.  

Arrangørerne af marchen og de mange deltagere var naturligvis begejstrede for den opmuntring og støtte til deres arbejde, pavens spektakulære initiativ er et udtryk for. Pave Frans er da også kendt for sin urokkelige støtte til forsvaret for retten til livet. I 2005 betegnede han således bestræbelserne på at forsvare livet som “en vej fuld af ulve”. Og han sagde videre: “Måske vil de på grund af vores forsvar for livet slæbe os for domstolene, måske vil de slå os ihjel. Men vi skal huske på de kristne martyrer, som blev slået ihjel, fordi de forkyndte livets evangelium, Kristi evangelium. Jesus vil give os styrke til at gøre det samme.”