I et interview med den britiske avis The Times har den amerikanske skuespiller Kelsey Grammer for nylig bekræftet, at han hører til blandt de få Hollywood-stjerner, der ubetinget bakker op om Pro Life-bevægelsen.
Grammer, som af et dansk publikum er bedst kendt for sin rolle som psykiateren og radioværten Frasier Crain i komedieserien “Frasier,” sagde blandt andet: ”Der er ikke meget, der kan gøre mig vred, men uretfærdighed kan.” Og han tilføjede: ”Det er ikke ærlig snak at tale om reproduktive rettigheder, når man helt klart har et valg, inden barnet bliver undfanget.”
Og på spørgsmålet om, hvordan han stiller sig til abort, såfremt barnet er undfanget som følge af en voldtægt, svarede han: “Hvis nogen skal dø som følge af en voldtægt, bør det være voldtægtsmanden, man slår ihjel – ikke det ufødte barn.”
Grammer deltog i den årlige ”March for Livet” i Washington i år og var ligeledes til stede på National Right to Life-konventet i 2015. Det vakte også opsigt – og kritik – da han i oktober 2015 lagde et billede af sig selv ud på instagram, hvor han havde en t-shirt på med påskriften: ”Ville det bekymre os mere, hvis de brugte skydevåben? Abort 73.com.”
Han og hans kone Kayte har endvidere på internettet citeret den tidligere republikanske præsidentkandidat Ben Carson for disse ord: ”Vi har i den grad fordrejet tingene, så at det er kommet dertil, hvor folk nu tror, at enhver, som er modstander af, at mødre slår deres børn ihjel, fører krig mod kvinderne. Hvordan kan vi være så tåbelige at tro på noget sådant? Man burde kunne indse, hvor dybt vi i moralsk forstand er sunket som samfund, når det ikke længere opfattes som acceptabelt at betragte en babys liv som værdifuldt.”