Den amerikanske journalist Mara Hvistendahl gør i en nylig udkommet bog op med den vestlige verdens såkaldte familieplanlægningspolitik i den 3. verden, som har ført til en katastrofal mangel på kvinder, især i de asiatiske lande – og giver dermed abortdebatten en ny og overraskende drejning.
Lad os som en indledning til denne omtale af Mara Hvistendahls bog et øjeblik forestille os den typiske moderne frontkæmper for kvindesagen. Hun har hele sit liv kæmpet for, at kvinder ikke skulle være undertrykt i hjemmet, at kvinder skulle have en lige så høj uddannelse som mænd, at kvinder skulle være ligestillet med mænd på arbejdsmarkedet osv. osv. Og i denne sammenhæng har hun set indførelsen af fri abort som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Hyppige børnefødsler og fødsler på ubekvemme tidspunkter skulle ikke længere stille sig i vejen for kvindernes muligheder for at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, så derfor var og er fri abort en nødvendighed i et moderne samfund og derfor også en forudsætning for, at samfund overalt på kloden kan nå dertil, hvor kvinder har præcis den samme indflydelse som mænd i alle tænkelige forhold.
For når alt kommer til alt, udgør kvinderne jo halvdelen af verdens befolkning – det er et ofte anvendt argument i kønsdebatten.
EN UBEHAGELIG OPVÅGNEN
Men hov! Gør de nu også det? Lad os nu forestille os, at den samme progressive og oplyste kvinde en skønne morgen vågner op til erkendelsen af, at det slet ikke er sådan længere, at der faktisk i verdens mest folkerige nationer er et gigantisk underskud på kvinder, i Asien anslået 160 millioner, og at selv nok så megen uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet for kvinder, empowerment, som det hedder i udviklingskredse, ikke har ændret en tøddel ved denne ubalance mellem kønnene – snarere tværtimod! Ja, måske forholder det sig i virkeligheden sådan, at det er årtiers udviklingsindsats i den 3. verden med befolkningskontrol som det vigtigste redskab, som først og fremmest har skabt problemet. At der med andre ord går en lige linie fra udvikling (herunder fri abort) til faldende fødselstal og i sidste ende til kønsselektive aborter – og endnu værre, at Vestens ihærdige anstrengelser for at begrænse befolkningstilvæksten i de pågældende lande bevidst har taget sigte på at fravælge pigerne (fremtidens mødre).
Ja, hvis alt dette er rigtigt, så står den moderne progressive kvinde i det ubehagelige dilemma, at hun med sin støtte til fri abort har medvirket til at fremme en proces, der har vendt sig mod hendes eget køn og gjort kvinder til en truet art på kloden.
Det er kort fortalt hovedbudskabet i den amerikanske journalist Mara Hvistendahls bog, som er udkommet i år, og som har virket som noget nær en bombe i abortdebatten.
DRAB PÅ PIGER I INDIEN – ET LEVN FRA EN SVUNDEN KULTUR?
Men inden vi beskæftiger os med dette aspekt, skal vi se nærmere på hendes argumentation, som hun i bogen underbygger med en – må man sige – imponerende dokumentation.
Kønsselektering, f.eks. i Indien, er, konstaterer hun, ikke noget nyt fænomen. Det er således dokumenteret, at Rajput, den højeste kaste i Punjab, men også andre krigerkaster i et vist omfang dræbte nyfødte piger i kolonitiden og til gengæld kidnappede piger som hustruer til deres sønner. Var det på grund af deres religion? Det er der intet belæg for at antage. Hinduismen fordømmer udtrykkeligt barnedrab på både fødte og ufødte som en forbrydelse svarende til at slå en brahman (præst eller lærd) ihjel. Straffen efter døden? At blive pint i Naraka (helvede) i lige så mange år, som der er hår på kvindens krop, og dernæst blive genfødt som spedalsk.
Når drab på piger fik så stor udbredelse i kolonitidens Indien, skyldes det, siger Hvistendahl, at englænderne efterhånden beskattede inderne så hårdt, at de for ikke at blive tvunget til at gå fra hus og hjem, blev nødt til at få færre børn. Og eftersom det var sønnerne, der arvede jorden og således bevarede den i familiens eje, var det pigerne, der blev valgt fra, fordi det tillige kostede familien en mindre formue at gifte dem bort.
Hvistendahl citerer her den indiske sociolog L.S. Vishwanath, som har kulegravet det betydelige materiale, som den britiske administration efterlod sig, da de forlod landet i 1947. I dette materiale kan man aflæse, hvordan udviklingen formede sig.
I første omgang bevirkede beskatningen, at drab på piger bredte sig inden for rajput-kasten. Dernæst, da briterne gennemførte de første jordreformer i 1795, som betød, at rajput-kasten mistede 40% af sine besiddelser, kompenserede den for dette tab ved at kræve højere medgifter af de lavere kaster med det resultat, at drab på piger bredte sig ”nedefter” og fik et hidtil uset omfang.
At fravalg af piger ikke blot kan forklares som en videreførelse af forældede kulturmønstre, – sådan som det politiske establishment, herunder UNFPA og andre internationale aktører indtil nu har gjort – understreges endvidere af den kendsgerning, at kønsselektering i dag har bredt sig til lande, som ikke har nogen tradition for barnedrab. Mens fænomenet tidligere stort set kun forekom i det østlige og sydlige Asien, har det inden for de seneste årtier bredt sig til så forskellige lande som Vietnam, Albanien og Azerbaidjan, mens der på den anden side fortsat er balance mellem kønnene i Mellemøsten, hvor kvinder har meget lav status. Der må altså, konkluderer Hvistendahl, være andre faktorer, der kan forklare den skæve kønsfordeling, vi har set brede sig inden for de seneste 60 år.
VESTENS ANSVAR
Der er, konstaterer hun, to faktorer, der baner vejen for, at fravalget af piger nærmest eksploderer fra 1950’erne til i dag. For det første den moderne medicinske teknologi, der har gjort det muligt og økonomisk overkommeligt at identificere pigefostrene, f.eks. ved ultralydsscanning, og dernæst, den fri abort, som i samme periode vinder indpas i den 3. verden.
Men, tilføjer hun, det er langt fra hele forklaringen, og her er det, at hendes kortlægning af den vestlige verdens rolle for alvor gør diskussionen interessant. For her er det hendes påstand, at selv om det drastiske fald i fødselstallet i de asiatiske lande nok kan siges at være en konsekvens af den økonomiske udvikling, er årsagen til, at både faldet i fødselstallet og den omsiggribende kønsselektering fik det omfang, vi har set, at udviklingen blev kickstartet og efterfølgende styret og finansieret af de vestlige lande, først og fremmest USA.
Når amerikanerne i efterkrigsårene følte sig kaldet til at gribe ind over for befolkningsudviklingen i den 3. verden, skyldtes det i al væsentlighed frygten for en ”befolkningseksplosion”. Flere munde at mætte, mente man, ville øge risikoen for politisk ustabilitet, der igen kunne føre til kommunistisk magtovertagelse. Det amerikansk besatte Japan var det første land, hvor denne filosofi blev bestemmende for den amerikanske indsats. I 1948 gennemtvang amerikanerne den såkaldte Eugenic Protection Law, der, som navnet antyder, gav mulighed for at tvangssterilisere mentalt og fysisk handicappede, men som samtidig (hvad der på det tidspunkt var enestående i verden) legaliserede abort ud fra forskellige begrundelser.
Resultatet var et drastisk fald i fødselstallet på grund af den relativt liberale adgang til abort (prævention blev først tilladt langt senere), således at japanske læger i 1955 bistod ved 30-50% flere aborter end fødsler. Sideløbende hermed fik den japanske økonomi et opsving, der i løbet af de følgende årtier gjorde den til en af de førende i verden. General William Draper, som havde det øverste ansvar for implementeringen af USA’s indsats i Europa og Asien efter krigen, blev så begejstret for de ”gode” resultater i Japan, at den japanske model – aborter i stedet for prævention – blev videreført til andre asiatiske lande. Draper blev en varm fortaler for at legalisere abort uden for USA og en ivrig og effektiv lobbyist for UNFPA og IPPF samt fortaler for at gøre fødevarehjælp til u-lande afhængig af modtagerlandets vilje til at nedbringe fødselstallet.
Fra slutningen af 1960’erne legaliseres abort i en række u-lande – ofte under pres fra USA, men ikke uden folkelig modstand med rod i lokale religiøse og filosofiske traditioner.
I Sydkorea, hvor skiftende regeringer er afhængige af amerikansk støtte både økonomisk og militært, åbnes døren for IPPF i 1961 og for det Rockefeller-finansierede Population Council i 1962. Resultatet: 2,97 aborter for hver fødsel i 1977, den højeste abortrate, der nogen sinde er registreret i verden.
I Taiwan fordobles aborttallet fra 1965 til 1973, og i Indien, hvor fri abort indføres i 1971, bliver aborter fra midten af 1970’erne, hvor man bliver i stand til at foretage fostervandsprøver, i vid udstrækning brugt til at frasortere pigefostre.
Kinas kommunistiske regime, som i begyndelsen af 1970’erne indleder deres eget befolkningsprogram med tvangsaborter og ditto sterilisationer, tøver længe med at samarbejde med vestlige organisationer. Men Kina savner penge og kvalificeret personale til at nå de mål, regimet har sat sig, og underskriver i 1979 en kontrakt med UNFPA, som tilfører det kinesiske program 50 mio. dollars fra IPPF til bl.a. indkøb af computerudstyr og uddannelse af 70.000 medarbejdere. Disse mange penge baner vejen for andre organisationer som Population Council og Ford Foundation, som dermed sikrer en effektiv landsdækkende indsats både med propaganda og tvangsforanstaltninger rettet mod kinesere, der ikke føler sig overbevist om et-barns-politikkens velsignelser.
ER KØNSSELEKTERING EN GOD IDÉ?
Men hvad så med kønsselekteringen? Kan man med rimelighed påstå, at de vestlige lande også her har haft en finger med i spillet? Det kan man, siger Hvistendahl, og underbygger det bl.a. med en redegørelse for udviklingen i Indien.
I midten af 1960’erne sendte Population Council en af sine højt placerede medarbejdere, direktøren for organisationens lægevidenskabelige afdeling, Sheldon Segal, til Indien. I de to år, han opholdt sig i landet, var han personlig rådgiver for Indiens øverste leder af landets familieplanlægning, oberst B.L. Raina. Inden Segals ankomst omfattede Rainas arbejdsområde både befolkningskontrol og mødres og børns sundhed, men det forhold fik Segal snart ændret, således at Raina næsten udelukkende skulle beskæftige sig med befolkningskontrol. Segal sad nemlig i en komité i Verdensbanken, som på det tidspunkt havde så stor magt i Indien, at man endog kunne bestemme over indiske regeringsmedlemmers arbejdsområder. Indien modtog i 1960’erne 1½ millard dollars i årlig udviklingshjælp. De fleste af disse penge kom fra den amerikanske regering, UNFPA, The Ford Foundation og Verdensbanken, og det var vel at mærke sidstnævnte, der havde størst indflydelse på, hvad pengene blev brugt til, og som stillede krav om befolkningskontrol til gengæld for at yde lån til fødevare- og sundhedsprojekter.
Segals primære opgave var at oprette en afdeling for reproduktiv fysiologi på Indiens førende lægevidenskabelige uddannelsesinstitution, AIIMS (All-India- Institute of Medical Sciences). Han havde et tæt samarbejde med både The Rockefeller og The Ford Foundation. Deres fælles strategi gik ud på at få foden indenfor på de førende uddannelsessteder og hospitaler for dermed at sikre sig indflydelse på eliten blandt både læger og politiske beslutningstagere. Det var således AIIMS, der i 1962 modtog størsteparten af en pulje på 1,7 mio. dollars fra The Ford Foundation til forskning i reproduktiv medicin, og det var her, Segal valgte at virke som rådgiver.
Segal underviste de studerende i de teknikker, der på daværende tidspunkt var til rådighed for at identificere henholdsvis XX og XY kromosomer i menneskelige celler. Dette var, skrev han senere i sine erindringer, vigtigt for de indiske læger at lære med henblik på f.eks. at kunne hjælpe par, der havde svært ved at få børn. Sammesteds afviser han, at det nogen sinde faldt ham ind, at denne viden kunne udnyttes til at abortere pigefostre, og han tilføjer, at han blev chokeret og vred, da han flere år senere besøgte AIIMS og konstaterede, at det lige netop var, hvad hans tidligere studerende brugte teknikken til. Men, bemærker Hvistendahl, hvad han glemmer at nævne, er, at han kort efter sit ophold i Indien i fuld offentlighed – nærmere bestemt i 1969 på et møde i USA – varmt anbefalede kønsselektering som en effektiv metode til befolkningskontrol. Sammen med aborteksperten Christopher Tietze (begge havde sæde i en tænketank nedsat af præsident Johnson, som havde til opgave at udvikle nye metoder til befolkningskontrol) fremlagde han en oversigt over de muligheder, som efter deres opfattelse havde fremtiden for sig, herunder kønsselektering. Ingen protesterede. I stedet blev konklusionen af den efterfølgende diskussion, at kønsselektering var en af de metoder, man i særlig grad fandt anbefalelsesværdig.
PAUL EHRLICH OG ALLE DE ANDRE
Stærkt medvirkende til at gøde jordbunden for kønsselektering og for befolkningskontrol i bred almindelighed var den amerikanske befolkningsguru Paul Ehrlich’s bog The Population Bomb fra 1968. Heri opfordrer han politikerne til at øge bevillingerne til forskning i metoder til kønsbestemmelse. Adgang til kønsselektering, mente han, ville øge mulighederne for en effektiv befolkningskontrol ved at forebygge, at par rundt omkring i verden, som kun havde fået piger, blev ved med at sætte børn i verden i håb om at få en dreng. Ehrlich’s bog solgte i 2 mio. eksemplarer og øvede en betydelig indflydelse på opinionen i den vestlige verden – ikke mindst i toneangivende politiske kredse. Få år efter at den var udkommet, havde fostervandsprøver og ultralydsscanninger bredt sig til den 3. verden med velvillig støtte fra Verdensbanken og andre aktører i den internationale befolkningslobby.
I Punjab i Indien reklamerede den første klinik med kønseselektering i 1979, og andre delstater fulgte snart efter. Mellem 1978 og 1983 blev omkring 78.000 pigefostre aborteret. Samtidig lukkede Vestens politikere øjnene for, at Indira Gandhi (premierminister fra 1966-77) iværksatte en sterilisationskampagne, som skulle hindre fattige indiske mænd i at sætte børn i verden. 6,2 mio. , hvoraf 2.000 døde under operationerne, der som oftest blev udført af lemfældigt uddannet personale, blev med eller mod deres vilje steriliseret. Det var 15 gange så mange, som nazisterne i Tyskland nåede at sterilisere i 1930’erne.
I Vesten var kønsselektering bredt accepteret allerede fra begyndelsen af 1960’erne – ikke mindst i det videnskabelige og politiske establishment. Hvistendahl citerer bl.a. et indlæg i New Scientist af den britiske mikrobiolog John Postgate, som i 1973 opridser de dystre udsigter for verdenssamfundet, hvis kvinder bliver en mangelvare. Verden kunne snart til at komme til at ligne en kæmpemæssig kostskole for drenge eller et gigantisk fængsel for mænd, skriver han. Ligeledes forudser han, at kvinder vil blive udsat for indespærring, tvungent ægteskab med flere mænd eller blive solgt til prostitution, men den konklusion, han når frem til, er ikke desto mindre, at kønsselektering er tilrådelig, ”fordi det eneste virkelig betydningsfulde problem, menneskeheden står over for i dag, er overbefolkning, især i underudviklede og uoplyste samfund”.
Helt på linie hermed var den daværende leder af Population Council, Bernard Berelson, som i 1969 i en artikel i Science opstillede en prioriteret liste over forskellige metoder til familieplanlægning, hvor de enkelte metoder vurderedes ud fra både deres effektivitet og etiske standard. Hvad det sidste angår, gav han kønsselektering topplacering, hvilket, tilføjer Hvistendahl, kun bliver forståeligt på baggrund af de forslag, han i øvrigt stillede, som f.eks. at tilsætte steriliserende kemikalier til fødevarer, indføre rationeringsordninger for børnefødsler, indføre tvungen sterilisation for mænd med mere end tre børn eller gøre udearbejde for alle kvinder obligatorisk.
EN GRIM SMAG I MUNDEN
Alt dette – og mange flere eksempler fra bogen kunne nævnes – udgør som allerede sagt i indledningen til denne artikel en tung arv, som stiller kampen for fri abort i et lidet flatterende lys ved at blotlægge dens uløselige forbindelse med Vestens hensynsløse befolkningspolitiske agenda og neoimperialistiske ambitioner i forhold til den 3. verden. Hvistendahls originale bidrag til debatten består i, at hun tillige dokumenterer Vestens direkte andel i den moderne tragedie, der har ramt store dele af verden, nærmere bestemt de skræmmende sociale og politiske konsekvenser af kunstigt at gribe ind i den naturlige balance mellem kønnene. Kvindekampens militante fortrop i vor del af verden bør sidde tilbage med en grim smag i munden og ikke mindst fortryde, at de valgte at knytte i øvrigt legitime krav sammen med kravet om fri abort.
Det interessante er, at Mara Hvistendahl selv til en vis grad står i dette dilemma. Også hun er vokset op med fri abort som noget helt selvfølgeligt og har, siger hun i indledningen, ”altid troet på en kvindes ret til at afslutte sit svangerskab”. Det synspunkt fraviger hun ikke eksplicit, men vedgår på den anden side, at hun under arbejdet med bogen typisk har været henvist til søge oplysninger på ”den religiøse højrefløjs hjemmesider” og endvidere fandt bekræftelse på sine egne konklusioner hos anti-abort-aktivister, mens hun gang på gang hovedrystende og chokeret er stødt på misvisende oplysninger fra organisationer, hvis udsagn hun indtil da havde betragtet som den skinbarlige sandhed.
Der ligger heri en bekræftelse på, at hun har arbejdet professionelt med sit stof og ikke ladet sig påvirke af forudfattede meninger om den ene eller den anden part i debatten. At hun ikke i offentligheden kan rubriceres som abortmodstander, har endvidere givet hendes bog langt større gennemslagskraft end den ellers ville have fået. Hun har således med sine kompromisløse afsløringer stillet de militante aborttilhængere i et alvorligt dilemma, uden at de har kunnet afvise hendes bog som et utidigt angreb fra den ”formørkede” religiøse højrefløj.
Det dilemma, abortlobbyen, herunder de militante kvindeorganisationer nu står i, formulerer hun selv ved at stille spørgsmålet, om de har i sinde offentligt at tage afstand fra kønsselektering, eller om de fortsat vil fortie problemet? I den forbindelse noterer hun sig, at både den landsdækkende kvindeorganisation i USA (National Organization for Women) og NARAL Pro-Choice America fortsat tøver med at tage stilling. Hvorfor? Fordi man ved at bringe debatten om kønsselektering op samtidig åbner debatten om fri abort. Med andre ord, hvis man åbent giver udtryk for, at bevidst fravalg af pigefostre er etisk uacceptabelt og bør forbydes, har man dermed også sagt ja til en lovgivning, der indfører begrænsninger i den fri abort. En sådan lovgivning er allerede en realitet eller undervejs til at blive det i ni amerikanske stater, og her har politikere, der er pro choice, følt sig tvunget til at stemme imod. Men hvor længe kan de og pro choice-organisationerne politisk set holde til det?
KØNSSELEKTERING I VOR DEL AF VERDEN?
Tilbage står spørgsmålet, om kønsselektering er et problem, der også kan ramme den moderne vestlige verden. Her kender vi jo hverken til tvangsaborter eller tvangsterilisationer, og her er der hverken nogen mærkbar tendens til eller noget økonomisk incitament til at foretrække piger fremfor drenge.
Alligevel, siger Mara Hvistendahl, kan man ikke afvise muligheden. Det hænger sammen med, at den såkaldte reproduktionsteknologi nu befinder sig på et stade, hvor kønsselektering kan foretages, uden at kvinden behøver at gennemgå et abortindgreb. Der er foreløbig to muligheder: ægsortering eller kunstig insemination. Ægsortering er en udløber af kunstig befrugtning, hvor man i forbindelse med befrugtningen i laboratoriet udvælger det eller de æg, der har de ønskede egenskaber.
Her kan der screenes både for køn og stribevis af genetisk betingede sygdomme, således at man sikrer sig, at ønskebarnet både er rask og har det ønskede køn. Det er en relativt kostbar proces og således indtil videre forbeholdt et velstående kundesegment, men det er allerede big business i USA, hvor teknikken – modsat hvad tilfældet er i Europa og Canada – er fuldt lovlig. En langt billigere, men ikke helt så sikker metode er kunstig insemination, hvor det allerede i en del år har været muligt at adskille sædceller, der er bærere af henholdsvis X- og Y-kromosomer, og dermed opnå det ønskede køn. Senest har det vist sig muligt at bestemme barnets køn ud fra en blodprøve fra den gravide kvinde, og forskerne ser frem til, at man i en ikke fjern fremtid også vil kunne screene for sygdomme ad denne vej.
Men hvorfor skulle moderne amerikanere og europæere føle sig fristet af den slags teknikker? Fordi, siger Hvistendahl, færre fødsler pr. familie forstærker ønsket om kontrol og sikkerhed for at få drømmebarnet – og dermed også risikoen for ubalance i vor del af verden. Al erfaring viser, at det lidt efter lidt bliver markedet, dvs. firmaerne og forbrugerne og ikke politikerne, der kommer til at styre udviklingen.
OGSÅ I DANMARK?
Herhjemme var spørgsmålet om kønsselektering sidst oppe at vende i 2009 (se RFM nyt nr. 2, efterår 2010) – samme år som Det Etiske Råd udsendte sin redegørelse om Fremtidens Fosterdiagnostik. Heri anbefaler Rådet, at der ”ikke genereres informationer om fosterets køn, medmindre dette er relevant af sundhedsfaglige grunde…” Men hvad siger loven?
Den forbyder ægsortering med henblik på at bestemme barnets køn. For at få foretaget en ægsortering skal man kunne sandsynliggøre, at man er i risikogruppen for at få et barn med en arvelig lidelse, og i så tilfælde er det kun den pågældende lidelse, der screenes og frasorteres for. Til gengæld får alle gravide i dag tilbud om fosterdiagnostik, og de foreløbige erfaringer viser, at interessen for at få barnets køn at vide er meget stor – hvilket dog ikke kan tages som udtryk for et tilsvarende ønske hos forældrene om i givet fald at få foretaget kønsselektion.
Vigtigt er det til gengæld, at der ikke i lovgivningen er noget, der forhindrer, at de vordende forældre kan få oplysninger om barnets køn og andre normalegenskaber, selv om personalet på den anden side ikke har pligt til at give sådanne oplysninger. Og dog – Sundhedslovens kap. 4, § 19 giver moderen aktindsigt i hele journalen, inkl. bilag, og såfremt den indeholder oplysninger om barnets køn, opstår risikoen for, at denne viden bliver brugt til at frasortere et barn på grund af kønnet. Risikoen er dog endnu begrænset, eftersom resultatet af de diagnostiske undersøgelser normalt først foreligger efter 12. graviditetsuge og dermed også efter fristen for fri abort. Men det er kun et spørgsmål om tid, før oplysningerne vil kunne gives på et meget tidligere tidspunkt.
Det var for at imødegå denne udvikling, at Jordemoderforeningen i 2009 opfordrede den daværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen til at overveje et lovindgreb, der skulle indeholde et forbud mod at give oplysninger om barnets køn inden 12. uge. Ministeren svarede, at han afventede en redegørelse fra Det Etiske Råd. Den forelå samme år med titlen Fremtidens Fosterdiagnostik, men politisk set er der intet sket siden. Det kunne tolkes som en vis ulyst i det politiske system til at ville beskæftige sig med problemet, men såmænd også blot som en resigneret erkendelse af, at problemet ikke kan løses ad lovgivningens vej. For allerede i 2009 drejede en del af debatten sig om, at man på internettet kunne købe hjemmetests, der fra 10. uge med 80-90 % sikkerhed kunne give svar på barnets køn.
Velkommen til fagre nye verden!
Torben Riis i RFM nyt nr. 2, 2011