De næste, mange spørgsmål

Har vi først konstateret, at en provokeret abort betyder udslettelsen af et menneskeliv,trænger der sig straks et nyt spørgsmål på: Kan man det?

Har man – i moralsk forstand – ret til at udslette liv, når blot sociale, økonomiske eller psykologiske hensyn taler for det? Er hvert enkelt menneskeliv ikke uerstatteligt og derfor også ukrænkeligt?

Problemet er nok, at de færreste efterhånden tænker i sådanne baner. Udtryk som livets hellighed eller ukrænkelighed forekommer nok de fleste lidt abstrakte og uhåndterlige. Mange er i dag tilbøjelige til at betragte livet slet og ret som et biologisk faktum. Hvad det er værd, og om det i det hele taget er værd at bevare, vil derfor afhænge af omstændighederne.

Anlægger man f.eks. en rent økonomisk synsvinkel, er det vanskeligt at begrunde, at et barns liv – i hvert fald på kort sigt – skulle repræsentere nogen særlig værdi. Tværtimod udgør børn en økonomisk belastning for forældrene og griber forstyrrende ind i deres hverdag. De koster samfundet penge til pasning og uddannelse. Det samme kunne siges om de gamle, syge og handicappede. De er ligesom børnene uproduktive og ressourcekrævende – så hvis der ikke er nogen, der ligefrem har lyst til at tage sig af dem, hvad så?

Det er sjældent at se problemet fremstillet så kontant i den offentlige debat. Man ved godt, at mange umiddelbart vil føle sig frastødt af en tankegang, der alene vurderer mennesker efter deres »nytteværdi«. Derfor vælger man at præsentere problemet på en mere skånsom måde.

Man tager udgangspunkt i et synspunkt, som et flertal efterhånden har vænnet sig til at betragte som uangribeligt, nemlig det, at vi alle har krav på et godt liv. Kan vi ikke få et godt liv, ja så er livet måske slet ikke værd at leve, så er det ikke menneskeværdigt. Det er der grædt mange krokodilletårer over i tidens løb. For hvem har man mon mest ondt af, når det kommer til stykket – sig selv eller det ufødte barn? De mange »humane« begrundelser for at slå »patienten« ihjel har vi derfor under ét valgt at kalde krokodille-argumentet.

Ofte er det den enkelte families dårlige økonomi, der anføres som begrundelse for, at en provokeret abort må anses for den mest »barmhjertige« løsning her og nu. Så lyder argumentet f.eks. således:

Bemærk, at da man vedtog loven om fri abort i 1973, bedyrede man fra politisk side, at det aldrig måtte blive sådan, at nogen skulle føle sig tvunget til at vælge abort på grund af økonomien. Derfor, sagde man, skulle der vedtages en social følgelovgivning med det formål at sikre den enkelte kvinde et frit valg. Disse løfter blev imidlertid hurtigt glemt.

Har vi råd til at sætte børn i verden?

Der er ingen grund til at betvivle, at de økonomiske problemer, der henvises til i argumentet, kan være reelle nok.

For den økonomisk dårligt stillede familie, for den unge pige, der skal se frem til en tilværelse som enlig mor på bistandshjælp, eller for den studerende, der skal klare sig for SU, kan udsigten til at skulle have et barn meget vel tage sig ud som en katastrofe. Til gengæld er der al mulig grund til at sætte spørgsmålstegn ved den »løsning« på problemet, som krokodille-argumentet anviser, nemlig at slå patienten ihjel i stedet for at helbrede sygdommen. Krokodille-argumentet forsøger at bortlede vores opmærksomhed fra det egentlige problem: at samfundet ikke i tilstrækkelig grad støtter de familier eller enlige kvinder, der har
vanskeligt ved at klare sig. I stedet retter man blikket mod det ufødte barn, som uden videre udnævnes til at være problemet.

Når forholdene nu engang er, som de er, ræsonnerer man, kan det ikke nytte noget, at visse mennesker i det danske samfund sætter børn i verden. Skal vi blive stående ved den konstatering?
Skal vi virkelig acceptere den helt groteske påstand, at vi i et af verdens rigeste lande ikke har råd til at tage imod næste generation?
Skulle vi ikke snarere forsøge at ændre de forhold, der gør det problematisk for nogle at sætte børn i verden?

En nødløsning?

Men hvad skal den enkelte stille op her og nu, når forholdene indtil videre er, som de er? Er abort så alligevel ikke en nødvendig nødløsning?
Nej, uanset hvor vanskelige de materielle vilkår er, og uanset hvor lidt samfundet gør for én, har man altid et ansvar for sit eget barn.

Drab kan aldrig blive en acceptabel løsning på sociale problemer – og da slet ikke i et højt udviklet samfund som det danske. Der er også hjælp at hente både fra offentlig og privat side, og i den forbindelse bør man heller ikke glemme, at den enkeltes sociale og økonomiske situation meget vel kan ændre sig til det bedre i løbet af nogen tid.

Selvfølgelig koster det noget at få et barn både i form af penge og besvær, men er det ikke i det hele taget sådan, at det, der har værdi i tilværelsen, kræver ofre af os? Om vi har råd til noget, kan i mange tilfælde være et spørgsmål om prioritering. Hvilken levestandard, hvilke forbrugsgoder anser vi for nødvendige, førend vi synes vi er klar til at tage imod et barn?

Og i denne forbindelse: Hvad er egentlig et godt liv?

Er det nødvendigvis det samme som en tilværelse uden materielle bekymringer? Vi skylder os selv at anlægge en mere rummelig målestok, når vi taler om livskvalitet. Med andre ord: det valg, mange i dag træffer om abort ud fra en kortsigtet økonomisk betragtning, kan på længere sigt vise sig at blive en kostbar løsning, når de menneskelige omkostninger skal gøres op.

Hvis ikke, siger man, risikerer barnet at få en opvækst uden den kærlighed og tryghed, som er forudsætningen for en sund personlighedsudvikling. Og i så fald er barnet bedst tjent med
ikke at blive født. Netop derfor, tilføjer man ofte, er den fri abort en udmærket ordning, fordi den gør det muligt, at der kun fødes ønskebørn.

Det siger sig selv, at de tilfælde, hvor svære sociale, psykologiske eller helbredsmæssige problemer komplicerer situationen, egner sig bedst til at overbevise eventuelle skeptikere om, at fri abort er en nødvendig løsning. Derfor er det også sådanne tilfælde, der hyppigst føres frem i debatten, når man føler behov for at bearbejde opinionen. Dette uagtet at de såkaldt tunge tilfælde kun udgør en forsvindende lille del af det samlede antal aborter.

Imidlertid – selv om argumentationsformen er direkte manipulerende (undtagelsestilfælde kan aldrig tjene som begrundelse for en lovgivning, der skal omfatte alle) – er de enkelte virkelig problematiske tilfælde naturligvis reelle nok og bør derfor ikke bagatelliseres. Lad os derfor se nærmere på nogle af dem:

1. Barnet er handicappet

Her gøres enten det synspunkt gældende, at det er synd for barnet, at det skal fødes til et liv som handicappet – eller at det er synd for forældrene/urimeligt at pålægge dem, at de skal tage ansvaret for et handicappet barn.

2. Der er fare for moderens liv

I yderst sjældne tilfælde kan det være forbundet med fare for moderens liv at gennemføre et svangerskab. Hvem har så ret til livet? Moderen eller barnet?

Når det drejer sig om at vælge mellem to liv, gives der ikke noget entydigt svar, men de fleste vil nok være tilbøjelige til at mene, at man skal vælge at bevare moderens liv.

Der findes imidlertid eksempler på, at en kvinde har valgt at ofre sit liv for sit barns skyld. Det er i givet fald en afgørelse, der må træffes af hende selv. Det er lægens opgave i sådanne situationer at forsøge at  bevare både moderens og barnets liv, så længe det er muligt. I vore dage vil der ofte være mulighed for, at barnet kan overleve i en kuvøse, hvis det bliver nødvendigt at afbryde svangerskabet i utide.

3. Moderen er for ung

Det sker af og til, at helt unge piger bliver uønsket gravide. Abortkvotienten (antal aborter pr. 1.000 kvinder i den pågældende aldersgruppe) for de 15-19-årige var i 2009 16,4, mens den gennemsnitlige abortkvotient for samtlige aldergrupper var 12,9. Der er således ingen tvivl om, at mange unge i den situation lader sig overtale til at vælge abort af hensyn til økonomien og uddannelsen. De er under hårdt pres fra omgivelsernes side – fra forældrene, kammeraterne og de sociale myndigheder. Derfor kan man ikke sige, at de har et frit valg.

I en del tilfælde kan man dog ikke afvise, at den unge pige må skønnes ikke at være i besid­delse af den fornødne modenhed til at påtage sig ansvaret for et barn. Det er imidlertid ikke nogen tvingende grund til at vælge abort – og da slet ikke i et moderne velfærdssamfund. Her burde det sociale system være så velfungerende, at man ydede den unge pige den nødvendige hjælp, f.eks. i form af en støttefamilie – således at hun havde muligheden for at fuld­føre en uddannelse, samtidig med at hun bevarede en tæt kontakt til sit barn. En sådan ordning burde vare ved, indtil hun selv fuldt ud var i stand til at overtage ansvaret for barnet.

Som forholdene er i dag – trods politikernes løfter i 1973 om sociale støtteordninger, da abortloven skulle vedtages (se side 18) – vil bortadoption i visse tilfælde være en realistisk udvej som alternativ til abort – en løsning, som det på længere sigt vil være lettere for pigen at leve med.

4. Moderen har for mange børn i forvejen

Hvor mange kvinder med 3 børn eller flere får foretaget provokeret abort?

I 1992 var tallet 440, svarende til 3% af samtlige abortindgreb det år. Senere tal foreligger ikke, da abortstatistikken beklageligvis ikke hører til de højest prioriterede områder i Sundheds­styrelsen, men under alle omstændigheder er der næppe hjælp at hente i statistikken for dem, som ønsker at holde liv i myten om, at den fri abort blev indført for at komme den forslidte husmor med den store børneflok til undsætning.kommentar til krokodille-argumentet.
I de få tilfælde, hvor en børnerig familie ikke magter at tage imod endnu et barn, må løsningen ligesom for teenagemoderen være bortadoption, men også i denne situation må det understreges, at samfundet har en klar forpligtelse til at træde til med forskellige former for aflastning, således at familien får en reel mulighed for at beholde barnet.

5. Der foreligger en voldtægtsforbrydelse

I ekstremt sjældne tilfælde sker det, at en fuldbyrdet voldtægt resulterer i en graviditet. Abortstatistikken fortæller ikke noget om, hvor mange det drejer sig om, men ser man på, hvor mange domme der falder i sager om fuldbyrdet voldtægt, kan man med sindsro konkludere, at de tilfælde, hvor voldtægten resulterer i en graviditet, på årsbasis vil kunne tælles på én hånd. Men selvfølgelig sker det eller vil kunne ske, og derfor kræver det også en stillingtagen.

Når en sådan situation foreligger, må vores første tanke naturligvis være, hvordan vi bedst hjælper den voldsramte kvinde. Hun skal mentalt og fysisk på fode igen, genvinde sin selv­ respekt og med tiden få helet de sår på sjælen, som en sådan voldshandling nødvendigvis må efterlade.

Og barnet?

Det er, vil man umiddelbart sige, frugten af en forbrydelse. Men gør dette forhold barnet selv til en forbryder, et kriminelt eller skadeligt individ, som det derfor er berettiget at udslette?

Selvfølgelig er det meningsløst at tillægge barnet nogen skyld for den forbrydelse, der er sket. Det barn, kvinden bærer i sig, er et barn som alle andre – med den samme menneskelige værdighed og de samme umistelige rettigheder som ethvert andet menneskeligt individ. Spørger man derfor, om barnet har ret til livet, må svaret alene af denne grund være et ubetinget ja. Lige så meningsløst er det at forestille sig, at man kan råde bod på den forbrydelse, der er begået, ved at fjerne barnet ved en provokeret abort.

Gjort gerning står ikke til at ændre, og i moralsk forstand kan den ene forbrydelse hverken retfærdiggøre eller ophæve den anden. Og den voldsramte kvinde?

Hun må under alle omstændigheder leve med erindringen om forbrydelsen. Det ændrer en eventuel abort ikke noget ved. Tværtimod risikerer man at påføre hende endnu et sår på sjælen, endnu et traume, hvis hun umiddelbart efter voldtægten skal udsættes for et abortindgreb. Men vil hun da ikke komme til at føle afsky for det barn, som jo er det synlige resultat af det
overgreb, hun har været udsat for?

Det er langt fra givet.

Amerikanske undersøgelser viser, at voldtægtsramte kvinder anser omgivelsernes ligegyldighed eller ligefrem fordømmende holdning som deres værste problem, og at de kvinder, der gennemfører graviditeten, i almindelighed ikke plages af negative følelser over for deres barn. Men også i dette tilfælde – som under belastende omstændigheder i det hele taget – er der den mulighed, at kvinden kan bortadoptere barnet.