”UNFPA’s støtte til Kinas familieplanlægningsprogram er forkastelig. Ingen organisation eller instans, som støtter et program, hvor tvangsaborter og tvangssterilisationer finder sted, fortjener en penny af skatteydernes penge.”
Således lød Steven W. Moshers kommentar til nyheden om, at det amerikanske udenrigsministerium den 3. april meddelte, at man med henvisning til den såkaldte ”Kemp-Kasten Amendment”[1] har frataget UNFPA (FN’s Befolkningsfond) al offentlig støtte (32,5 mio. dollars i 2017) og overført pengene til USAID, som er den føderale amerikanske bistandsorganisation.
Mosher har i denne sammenhæng spillet en afgørende rolle i årtier. Han var den første, der i starten af 1980’erne som ung antropolog på studieophold i Kina, kunne afsløre de metoder, det kinesiske regime benyttede for at gennemtvinge den berygtede et-barns-politik. Siden har han som leder af Population Research Institute (PRI) gang på gang vidnet for Kongressen om regimets overgreb mod de kinesiske kvinder og således medvirket til, at de republikanske præsidenter har indstillet bevillingerne til UNFPA.
Siden Kina vedtog et-barns-politikken i 1980, har UNFPA til stadighed arbejdet tæt sammen med de kinesiske myndigheder om at implementere den. Udadtil hævder organisationen, at man ikke medvirker til tvangsforanstaltninger af nogen art, men det harmonerer dårligt med, at man i en pressemeddelelse den 3. april i år, umiddelbart efter den amerikanske regerings udspil, meddelte, at man støtter og opretholder samarbejdet med de kinesiske myndigheder om de igangværende fødselsprogrammer, som foreløbig skal vare indtil 2020.
Om disse programmer siger lederen af Women’s Rights Without Frontiers Reggie LittleJohn: ”Under Kinas et-barns-, nu to-barns politik, er kvinder blevet tvunget til at abortere helt frem til niende måned. Nogle af disse tvangsaborter har været så voldsomme, at kvinderne døde under indgrebet sammen med deres fuldbårne barn. Ligeledes er der foretaget brutale tvangssterilisationer, hvor kvinder er blevet mishandlet og invalideret. Hvorfor har vi aldrig hørt protester fra UNFPA i den anledning? Efter min mening er tavshed om sådanne grusomheder det samme som meddelagtighed.”
Ifølge en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra 2016 har man i en lang række provinser – også efter to-barns politikkens indførelse – opretholdt kravet om, at kvinderne skal vælge abort, såfremt de overskrider deres kvote.
Læg hertil, at UNFPA p.t. også er til stede i Vietnam og Nordkorea, hvor man ”hjælper” regimerne med at holde fødselsraten nede ved hjælp af tvangsaborter og tvangssterilisationer.
I 2002 modtog UNFPA’s forhenværende undergeneralsekretær Nafis Sadik ifølge Washington Times en pris fra Kinas statslige kommission for familieplanlægning med tak for godt samarbejde fra 1987 til 2000. Den kvitterede hun for med disse ord: ”Når jeg ser tilbage, fyldes jeg af stolthed over den støtte, UNFPA og jeg selv har fået fra den kinesiske regering og det kinesiske folk, ligesom jeg også er stolt af, at UNFPA traf den kloge beslutning ikke at give efter fra presset udefra, men fortsatte det frugtbare samarbejde med Kina.”
[1] Et lovtillæg, som forbyder regeringen at yde bistandshjælp til organisationer, som er involveret i tvangsaborter og tvangssterilisationer. Det trådte første gang i kraft i 1985 under præsident Ronald Reagan, blev siden afskaffet af Bill Clinton, genindført af George Bush, senest afskaffet af Obama og nu igen sat i kraft af Donald Trump, som den 23. januar i år beordrede udenrigsministeriet til at føre dets bestemmelser ud i livet.