Det nødvendige mord

En populær og nærmest uudryddelig myte går ud på, at loven om fri abort skulle være motiveret af et ønske om at komme kvinder i en særligt vanskelig social situation til undsætning. Abort er en nødløsning, hedder det.

Kendsgerningerne peger imidlertid i en anden retning. Der er ikke det ringeste grundlag for at antage, at provokeret abort er en løsning, der i særligt omfang
vælges af socialt marginaliserede kvinder. Alene den statistiske kendsgerning, at hver 5. graviditet ender i en provokeret abort, mens knap hver anden kvinde får udført en provokeret abort i løbet af sit fertile liv, gør, at vi ikke meningsfuldt kan tale om abort som et marginalt fænomen. Alle spørgeskemaundersøgelser peger endvidere på, at årsagerne til kvindernes valg skal søges i helt banale og gennemsnitlige livsomstændigheder: man er ikke færdig med sin uddannelse, økonomien eller boligforholdene er ikke tilfredsstillende, det knager i parforholdet osv.

Sandheden er med andre ord, at abort er blevet en del af det almindelige forbrugsmønster, et udtryk for en moderne, målbevidst generations ønske om at styre og planlægge tilværelsen på alle områder. For den moderne familie med to indtægter, parcelhus, bil og barn er dagligdagen stramt skemalagt. Afvigelser, der kunne gribe forstyrrende ind i familiens forbrugsvaner eller karriereplaner, tolereres ganske enkelt ikke. Dette gælder naturligvis ikke mindst børn, der ikke er planlagt. De må nødvendigvis fremstå som en trussel mod den livsform, man har valgt, og som man sidst af alt vil give slip på.

Den fri abort er – set fra det toneangivende borgerskabs side – en tilkæmpet rettighed, en del af det fri forbrugsvalg, kort sagt en nødvendighed. Det forklarer også den brede tilslutning til loven i begge sider af folketingssalen. Vi har det antal aborter, vi skal have, er der efterhånden flere, der har fået mod til at sige. Det er den ny generation af selvsikre forbrugere, der har fået mæle. Den lider hverken af falsk beskedenhed eller religiøse anfægtelser.

Den, der vover at træde op imod en så massiv opinion, kan let komme til at føle sig som Bérenger i sidste akt af Ionescos skuespil Næsehornene, da han med ryggen mod muren er vidne til, hvordan den sidste rest af medmenneskelighed trampes under fode af næsehornenes flok. Eller for at vælge et litterært eksempel med større appel til den yngre generation: som den lille elefant Babar i kamp mod næsehornenes tykhudede overmagt. Næsehorns-argumentet har vi hermed døbt den type argumenter, der uden blusel taler for, at man ofrer mennesket for en tvivlsom sag.

Som i Huxleys Fagre nye Verden forsøger man at reducere den historiske bevidsthed til fore­stillingen om et før, hvor menneskeheden og i særdeleshed kvinderne måtte trælle under bio­logiens tyranni, og et nu, hvor man endelig til alles tilfredshed har fået situationen under kontrol.

Enhver tale om at underkaste den nuværende lovgivning en kritisk revision bliver derfor mødt med besværgende formularer af typen: »Man kan ikke skrue tiden tilbage!« Og hvis denne replik ikke er tilstrækkelig til at bringe modparten til tavshed, er der altid den udvej at diske op med diverse erindringsglimt fra den gyselige fortid, hvor aborter endnu blev foretaget i skumle kælderlokaler af uhumske kvindfolk bevæbnet med strikkepinde.

Man hævder i den forbindelse, at mængden af aborter i praksis altid vil være konstant, fordi »behovet« altid vil være det samme. Et forbud mod eller en indskrænkning i adgangen til abort vil derfor blot føre til et tilsvarende antal illegale og dermed sundhedsfarlige aborter.

Sagtens! Det gik f.eks. strygende i 1973, da man med loven om fri abort totalt afskaffede enhver retsbeskyttelse for det ufødte barn og dermed skruede udviklingen ca. 2000 år tilbage.

I nyere tid kender man ikke andre eksempler på, at lovgivningen har givet forældrene ret til at bestemme, om deres børn skal leve eller dø. Der findes heller ikke fortilfælde, hvor staten har givet enkeltpersoner adgang til ustraffet at tage andres liv for at løse egne sociale eller økonomiske problemer. Når man hævder, at det er umuligt at »skrue tiden tilbage«, siger man dermed blot, at man ønsker at bevare status quo og derfor er uvillig til at foretage en fordomsfri vurdering af den aktuelle situation.

Det er der ingen grund til at antage.
Det er korrekt, at der før 1973 var kvinder, der fik foretaget illegale aborter hos kvaksalvere, dvs. ikke-lægeligt uddannede personer. Hvor mange det drejer sig om, ved vi ikke præcis, da der selvsagt ikke er ført statistik over illegale aborter. I debatten er antallet af illegale aborter ofte blevet vildt overdrevet for at begrunde nødvendigheden af en lovændring – eller ansat alt for lavt for at kunne presse komplikationsprocenten i vejret!

En dansk undersøgelse (L.S. Esbensen, se citaterne næste side) har imidlertid klart påvist

• at der i første halvdel af 1960’erne kun blev foretaget ca. 5.000 illegale aborter årligt
• at der ikke forekom flere dødsfald i forbindelse med illegale indgreb end ved legale, måske snarere tværtimod
• at der sandsynligvis heller ikke forekom flere komplikationer ved de illegale indgreb end ved de legale og endelig, at myndighederne og politikerne udmærket vidste, at det forholdt sig således, men bevidst valgte at fortie det for offentligheden.

Tilsvarende ved vi i dag, at aborttilhængerne i USA benyttede sig af direkte usandheder og manipulationer med statistikker for at blødgøre opinionen i debatten om fri abort. Det har en af frontkæmperne fra dengang, dr. Bernard Nathanson, fyldigt dokumenteret (se citatet nedenfor). Hertil kommer, at teknikken i forbindelse med abortindgreb blev revolutioneret i samme periode, som lovgivningen blev ændret. Den udsugningsmetode, man benytter i dag i langt de fleste tilfælde, er relativt enkel at anvende også af ikke-lægeligt uddannede personer. Så hvorfor skulle kvinder i dag frivilligt underkaste sig primitive strikkepinde-metoder, når det nu som før (hvor man som oftest brugte såkaldte »udskrabninger«) er muligt at udføre indgrebet på be­tryggende vis?

Myten om, at det samlede antal aborter (legale og illegale) skulle udgøre et konstant tal, er der heller ikke belæg for i nogen statistik. Aborttallet påvirkes til stadighed af mange faktorer.For eksempel er aborttallet markant lavere i Island og Finland, hvor kvinderne skal ansøge om abort. I det hele taget ser det ud til, at bedre rådgivning og diverse former for opbakning fra det omgivende samfunds side påvirker abortstatistikken i nedadgående retning.

I Polen, hvor fri abort blev afskaffet i 1993 efter kommunismens fald, er antallet af indlæggelser for komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel faldet fra 178 før 1993 til i dag 144 pr. 10.000 kvinder. Fra 1996-2000 er der ikke forekommet et eneste abortrelateret dødsfald. Det viser klart, at de skrækvisioner om konsekvenserne af et forbud mod abort, som aborttilhængerne til stadighed fremmaner, ikke har noget på sig.

Endelig må man sige, at det i princippet altid er betænkeligt at argumentere for en ændring af den gældende lovgivning ved at henvise til risikoen for eventuelle over­trædelser af loven og konsekvenserne heraf. Ud fra en sådan tankegang kunne man argumentere imod en hvilken som helst form for forbud – og f.eks. hævde, at biltyverier burde “afkriminaliseres”, fordi forbudet øjensynlig ikke hjælper noget.

Som begrundelse herfor anfører man, at den fri abort har sat kvinderne i stand til at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet på lige fod med mændene. Nu behøver de ikke længere lade en graviditet komme på tværs af deres karriereplaner, men kan selv bestemme, hvornår og om de i det hele taget vil have plads til børn i deres tilværelse. Set i dette perspektiv tager den fri abort sig ud som et historisk fremskridt for kvinderne og som en møjsommeligt tilkæmpet ret, som kun reaktionære mørkemænd kunne finde på at anfægte. Derfor – når det gælder om at fastholde og realisere denne overordnede målsætning, er man ikke sart med hensyn til midlerne. Hensigten helliger midlet!

På ingen måde.
Om kvinder opnår den samme løn og de samme arbejdsvilkår som mændene, er et overenskomstmæssigt spørgsmål. Det har ikke noget at gøre med, om der er fri abort eller ej.

Men er det ikke sådan, at kvinder hæmmes i deres karrieremuligheder, fordi de i perioder må være borte fra arbejdsmarkedet for at føde børn?

Det kan godt være, men så må det være i kvindernes interesse, at det er forholdene på arbejdsmarkedet, der ændres – og ikke deres egen biologi. Hvordan kan det blive kvindesag, at kvin-
derne reelt må undertrykke deres biologiske natur for at tilpasse sig arbejdsmarkedets krav?

Er det ikke tværtimod at gøre knæfald for et mandsdomineret samfund, hvor hensynet til effektivitet, rentabilitet og profit har fortrængt hensynet til medarbejderne?

Det virker selvmodsigende, at mange kvinder på den måde fornægter deres egen natur, når det drejer sig om at føde børn, mens de på den anden side taler for seksuel frigørelse med henvisning til den selv samme “natur”, som så for alt i verden ikke må undertrykkes.

Men er det ikke en klar sejr for kvinderne, at det ifølge loven om fri abort er dem alene, der bestemmer, om svangerskabet skal afbrydes eller gennemføres?

Så enkelt er det ikke. Det privilegium, man hermed tilsyneladende har overdraget kvinderne, er ikke andet end en narresut. Et er nemlig, at kvinden (formelt) er den, der træffer afgørelsen, noget andet er, at hun dermed samtidig kommer til at stå alene med ansvaret. Barnet er pludselig blevet hendes problem, og hendes alene. Det er unægtelig en bekvem ordning for den forkælede mandschauvinist, som
nu blot behøver at fortælle den »uheldige« pige, at det lille problem må hun virkelig selv se at klare.

Det er i den forbindelse værd at huske, at det ikke alene er kvinders lod at skulle føde børn. De skal også lægge krop til aborterne, og der kan ikke føres mange vidner på, at det sidste skulle være mindre belastende end det første. Og endelig – om kvinder skal lægge krop til en endeløs række af graviditeter, har strengt taget ikke noget med abortdiskussionen at gøre. Abort skal jo ikke bruges som prævention, vel?

Alarmerende udsagn af denne art dukker med jævne mellemrum op i medierne gerne ledsaget af ildevarslende prognoser. Vi er, hævder man, simpelthen nødt til at gøre noget ved
be­folkningsudviklingen – og hvis prævention alene ikke kan løse problemet, må der tages mere drastiske midler i brug…

Er overbefolkning en trussel mod vores overlevelse?

I hvert fald ikke i Danmark og heller ikke i Europa som helhed, hvor den gennemsnitlige fødselsrate er faldet til 1,5. Der dør hvert år 700.000 flere end der fødes. Det store problem i Europa i dag er, at 24 pct. af befolkningen er over 60, og at denne aldersgruppe er den hurtigst voksende af alle. De 60+-åriges antal ventes at stige til 34 pct i 2050 og til 35 pct. i 2100. I 2050 vil der være to en halv gange så mange pensionister som børn under 15. Det er en udvikling, der bekymrer økonomerne, fordi der allerede nu er mangel på yngre arbejdskraft, som vi kun kan skaffe gennem indvandring.

Men i u-landene da?

Fødselsraterne i hele verden er fra 1950’erne til i dag faldet som aldrig før: fra 4,95 i 1950-55 til 2.5 i 2010-2015. Ifølge FN (United Nations Population division: World Population Prospects:The 2015 Revision) vil de falde til 2.25 i 2045-2050 og til 2.0 i 2095-2100. Størst bliver fertilitetsnedgangen i de mindst udviklede lande: fra 4,3 i 2010 til 3,5 i 2025-2030 og 2,1 i 2095-2100.

Den befolkningstilvækst, man fortsat ser i den 3. verden, skyldes således ikke, at der fødes flere børn end før, men at folk i den 3. verden lever længere på grund af en generel forbedring af ernærings- og sundhedstilstanden, samtidig med at børnedødeligheden er faldet.

Alle eksperter er i dag enige om, at klodens samlede fødevareressourcer sagtens strækker til at brødføde en befolkning på 10 milliarder. Der er i dag 7,349 milliarder i verden. FN’s medium-prognose forudser, at der i 2050 vil være 9.725 milliarder og 11,213 i 2100. Men tallene kan meget vel blive lavere. FN opererer i sine prognoser normalt med tre varianter, og det har i praksis ofte vist sig, at det er den laveste, der kommer tættest på den faktiske udvikling.

Når der visse steder i verden i dag er akut mangel på fødevarer og andre livsvigtige ressourcer, er dette som oftest et resultat af underudvikling, eventuelt i forening med politisk og socialt ustabile forhold. Udviklingslandenes problem er med andre ord et fattigdomsproblem forårsaget af lokale forhold og ikke et befolkningsproblem. Abort repræsenterer derfor heller ikke nogen reel løsning hverken på sociale eller befolkningsmæssige problemer. At ville bekæmpe overbefolkning med abort er symptombehandling. Det er årsagerne til en eventuel uhensigtsmæssig befolkningsudvikling, man bør overveje at udrydde – ikke befolkningerne selv. Derved opnår man blot at bortlede opmærksomheden fra de faktorer, som i virkeligheden skaber problemerne: fattigdom, politisk undertrykkelse, manglende uddannelse osv.

Man har heller ingen overbevisende dokumentation for, at de vestligt finansierede befolk­nings­
programmer, der bl.a. går ud på at »overtale« den 3. verdens kvinder til sterilisation eller
abort, skulle have den tilsigtede indflydelse på befolkningsudviklingen. Kun i Kina ser det ud
til at lykkes. Spørgsmålet er blot, om ikke de samme eller bedre resultater kunne være nået,
hvis de enorme summer, der bl.a. via FN er blevet investeret i befolkningsprogrammer, var
blevet anvendt til uddannelse og erhvervsfremmende formål.
I dag har man tvunget af kendsgerningerne måttet opgive at true os med en nært forestående
hungerkatastrofe. Nu advarer man i stedet mod de miljømæssige konsekvenser af den globale
befolkningstilvækst, men i den sammenhæng forekommer det hverken logisk eller rimeligt at
placere ansvaret for den såkaldte miljønedslidning i den 3. verden, som kun bruger en brøkdel
af de ressourcer, vi i i-landene kræver for at opretholde vores nuværende levefod.
Men bliver vi ikke alle sammen fattigere, hvis befolkningstallet stiger i forhold til i
dag? Så bliver vi jo flere om at »dele kagen«.
Denne påstand kan føres tilbage til den engelske økonom T.R. Malthus, som i 1798 i sit hoved-
værk The Principle of Population hævdede, at fødevareproduktionen ikke i det lange løb ville
kunne holde trit med befolkningsudviklingen.
Malthus’ forudsigelser er imidlertid for længst blevet gjort til skamme af udviklingen. Hans
teori hviler nemlig på den forudsætning, at »kagen«, dvs. den samlede mængde samfunds-
skabte goder, til enhver tid har den samme størrelse. Det passer meget godt med et relativt
statisk landbrugssamfund som det, Malthus kendte til for 200 år siden, men stemmer dårligt
overens med realiteterne i et moderne industrisamfund.

Det forhold, at der til stadighed bliver flere om at »dele kagen«, behøver ikke at betyde, at der
bliver mindre til hver af os. Samfundsøkonomi er i vore dage ikke et statisk, men et dynamisk
fænomen – eller, for at blive i billedsproget: kagens størrelse afhænger af den aktivitet, der
foregår i samfundet.
Når vi f.eks. i Danmark i efterkrigstiden har oplevet en velfærdsudvikling uden sidestykke
i vores historie, skyldes det ikke, at vi i perioden har inddraget større landbrugsarealer, men
derimod at den teknologiske udvikling har muliggjort en langt større produktivitet, end vi tid-
ligere har kendt til. Og samtidig med at levestandarden er steget år efter år, har vi indtil 1981
haft en betydelig befolkningstilvækst.
Ligesom man ikke ensidigt kan påstå, at et stigende befolkningstal gør et land fattigere, har
man heller aldrig kunnet påvise, at levefoden i tæt befolkede områder skulle være ringere end
i tyndt befolkede områder – snarere tværtimod.

En sådan usalig trang til at forgribe sig på andres lovfæstede rettigheder må – mener man – nødvendigvis udspringe af religiøs fundamentalisme/fanatisme og ligger dermed på grænsen af, hvad man kan tolerere i et moderne oplyst demokrati.

Der er tale om en sproglig manipulation. Spørgsmålet er et såkaldt retorisk spørgsmål, altså nærmest en konstatering af, at kvinden ifølge lovgivningen er i sin gode ret til at få foretaget abort. Det er der ingen, der kan være i tvivl om. Det, man derimod kan anfægte, er, om man i moralsk forstand kan tale om nogens »ret« til at forbryde sig mod andres liv eller helbred. Korrekt formuleret lyder spørgsmålet derfor således: Har en kvinde ret til at lade sit ufødte barn aflive?

Svaret kender vi. Loven giver hende mulighed for det, men det hindrer ikke, at hun begår uret mod sit barn. Vort svar på det første spørgsmål må derfor blive: ja, det både kan og bør man, med mindre man vil stille sig på urettens side.